Nyheder

Vinlusen vinder igen terræn

De små lus suger saften fra vinstokkenes rødder, og de truede engang med at udrydde samtlige vinmarker i Europa...

annonce

Vinlusen vinder igen terræn

Del artiklen

Der findes mange forskellige insekter, der plager vinmarkerne og ofte er årsag til større eller mindre høsttab. Men intet insekt er mere frygtet af vinproducenterne end vinlusen, Phylloxera vastatrix. Lusen er kun få millimeter lang, men den skade, den kan forvolde, er enorm. 
De små lus ernærer sig ved at suge saften ud af vinstokkenes rødder. Der, hvor de suger, dannes der store svulster. Om vinteren rådner disse svulster, hvorefter rodsystemet – og siden hen hele planten dør.
Lusen stammer fra USA, hvor den i millioner af år har levet på amerikanske druesorter uden at ødelægge vinstokkenes rødder. Men i 1860’erne kom den til Europa – sandsynligvis med nogle importerede amerikanske vinplanter. De europæiske vinmarker var et rent tag-selv-bord for vinlusen, og på et tidspunkt truede den med at udrydde samtlige vinmarker i Europa. Redningen blev at pode de europæiske vinplanter på importerede amerikanske rødder, der var resistente overfor lusens angreb.
Der findes intet middel mod vinlusens hærgen, og lusen er derfor aldrig forsvundet fuldstændig fra jordens overflade. Og i de senere år er dens angreb blevet stadig hyppigere, ligesom den breder sig til stadig flere europæiske lande.

Angriber måske også amerikanske rødder

Indtil videre er vinlusen på ny dukket op i vinmarker i Tyskland, Østrig og Norditalien – samt i Kina, Japan og dele af Sydamerika.
Den eneste måde, man kan begrænse Phylloxeras udbredelse på, er via karantæne-zoner med desinficering af biler, sko, tøj osv., når markarbejderne kører frem og tilbage. Den rod-spisende lus er ikke i stand til at flyve, så den spredes af mennesker og dyr.
Ifølge ny australsk forskning lader det til, at der løbende udvikles nye varianter af Phylloxera, hvoraf nogle måske er i stand til at angribe de førhen resistente amerikanske rødder. Hvis det holder stik, så er det jo en slem nyhed, da disse rødder var og stadig er redningen.

annonce