annonce
Lithium-ion – eller bare li-ion -batterier er det mest anvendte batteri til såvel elbiler som til telefoner og anden form for elektronik. Batterierne laves via en grafit anode, og det er en fremstillingsmetode, der ikke er særlig miljøvenlig.
Nu har et hold forskere ved University of New South Wales (UNSW) fundet frem til, at de syrer, der produceres under fremstilling af vin og mange andre fødevarer, vil kunne anvendes i stedet for grafitten. Det er ren grøn energi, og syrerne vil ovenikøbet gøre batterierne billigere og mere effektive.
Via den nye teknologi erstattes grafitten af vinsyre og æblesyre fra vinfremstillingen.
Længere levetid
Det skulle ifølge forskerne give li-ion batterierne en længere levetid og gøre dem i stand til at opbevare mere energi end de konventionelle grafitbaserede batterier. Det vil fx betyde, at man ikke vil skulle oplade sin telefon så ofte som med et grafitbaseret batteri.
Det lyder jo lovende, men der skal flere forsøg til, før forskerne er parat til at tilbyde batteri-industrien den nye teknologi.
Forskerne hos UNSW er dog ifølge Wein.plus ikke de første, der anvender biprodukter fra vinfremstillingen til energi. Den britiske kong Charles har for nogle år siden oplyst, at hans Aston Martin bil drives af biprodukter fra såvel vin- som ostefremstillingen.
annonce