annonce
Wine-Searcher, der har sin base i USA, er en stor global søgetjeneste for vin, spiritus og øl.
Databasen rummer flere millioner forskellige vinmærker fra omkring 100.000 forhandlere i mere end 100 lande.
Hvert år offentliggør Wine-Searcher en liste over verdens ti dyreste vine her og nu. Udgangspunktet for listen er altid gennemsnitsprisen, og der tages ikke hensyn til vinenes årgang. Det er derfor muligt at finde vinene til både lidt lavere og højere priser.
Listen for 2026 er netop offentliggjort. Og som altid dominerer Bourgogne. Faktisk er det kun en enkelt vin, der ikke er fra det berømte franske distrikt. Det er en sød vin fra vinhuset Egon Müller i det tyske Mosel, som har sneget sig ind på en niende plads foran endnu en vin fra Bourgogne.
410.000 kr. pr. flaske
Verdens dyreste vin i 2026 er ifølge topti listen Leroy Musigny Grand Cru fra Côte de Nuits i Bourgogne. Den topper med en global gennemsnitspris på 61.595 dollars (cirka 410.000 kr.) flasken. Og det er en stigning på 31% i forhold til listen i 2025, hvor prisen pr. flaske lå på 46.991 dollars (cirka 313.000 kr.). I 2021 lød gennemsnitsprisen på “kun” 28.071 dollars (cirka 187.000 kr.). Det er en stigning på hele 119% i løbet af de seneste fem år.
Priserne på flere af de øvrige vine på topti listen er ligeledes steget markant i de senere år.
Hvis man i dag skulle få lyst (og råd) til at købe en flaske af hver af de ti vine, skulle man ryste op med 228.588 dollars (cirka 1,5 millioner kr.).
Med de høje priser, der ovenikøbet er steget gennem de seneste fem år, lader det ikke til, at den generelle krise, når det gælder salget af vin, præger de mest kostbare vine.
Der er da også tale om vine, der fremstilles i yderst begrænsede mængder, og som der altid vil være efterspørgsel på.
Nedenfor bringer vi hele topti listen, hvor vi for nemheds skyld har omregnet priserne til danske kroner og dernæst har rundet op til hele tal.
Top-ti listen
- Leroy Musigny Grand Cru, Côte de Nuits, Bourgogne – 410.000 kr.
- Domaine d’Auvenay Chevalier-Montrachet Grand Cru, Bourgogne – 166.000 kr.
- Bâtard-Montrachet Grand Cru, Bourgogne – 160.000 kr.
- Domaine de la Romanée-Conti Romanée-Conti Grand Cru – 160.000 kr.
- Domaine Leflaive Montrachet Grand Cru, Bourgogne – 131.000 kr.
- Domaine Georges & Christophe Roumier Musigny Grand Cru, Bourgogne – 113.000 kr.
- Leroy Chambertin Grand Cru, Bourgogne – 107.000 kr.
- Olivier Bernstein Romanée-Saint-Vivant Grand Cru – 97.000 kr.
- Egon Müller Scharzhofberg Riesling Trockenbeerenauslese, Mosel – 90.000 kr.
- Domaine d’Auvenay Mazis-Chambertin Grand Cru – 87.000 kr.
annonce











