annonce

Organisationen 50 Best udgiver hvert år en række lister, der rangerer de bedste hoteller, restauranter, barer og vinhuse globalt. Listerne er anerkendte vidt og bredt og for nylig udkom listen over verdens “50 bedste vinhuse 2025”.
Med “bedste” skal forstås de vinhuse, der har den bedste totaloplevelse at tilbyde deres besøgende. Og det vil sige lige fra guideture i vineri og vinmarker til måden, huset arrangerer vinsmagninger på. Dertil kommer vinhusets udseende, særlige events og alt muligt ud over det sædvanlige. Det kan fx være hestevognsture gennem vinmarkerne, gastronomi-kurser over åben ild, et tilhørende galleri, en helt særlig velkomst hos et mand-kone ejet lille vinhus osv. Med andre ord: Vinhuse med X-faktor.
Vinderen på årets liste blev Viña Vik i Millahue-dalen i Chile. Vinhuset blev grundlagt i 2004 af ægteparret Alex og Carrie Vik. Målet var at fremstille gode vine men også at skabe et vinhus, der på smukkeste vis blev integreret i den omkringliggende natur – hvilket lykkedes.
I begrundelsen for førstepladsen på listen angives blandt andet, at Vik er “den perfekte fusion mellem mennesker, oplevelser, landskab, klima og høj teknologi”. En lækker virtual tur rundt i vinhuset giver et godt indtryk af Vik.
På andenpladsen kommer Schloss Johannisberg i det tyske Rheingau, mens tredjepladsen tilfalder Bodegas Ysios i Rioja.
Listen, som man kan se ved at klikke her, er ret fantastisk med sine mange billeder af såvel moderne arkitektoniske perler som gamle slotte med spir og karnapper.
annonce








