Nyheder

Ventoux har vokseværk

Ventoux har vokseværk

Del artiklen

Ventoux er en stor appellation på 6000 hektar i det sydøstlige Rhône, lige på grænsen til Provence. Og nu er den ifølge Terre de Vins blevet endnu større, idet to nabokommuner er blevet optaget i appellationen. Det drejer sig om Velleron og L’Isle-sur-la-Sorgue på henholdsvis 20 og 60 hektar vinmarker.
Faktisk fik optagelsen den franske appellationsmyndighed INAO’s godkendelse allerede i 2023, men det er først nu, nyheden er offentliggjort. Ansøgningen til INAO blev indsendt for ti år siden – ja, den slags tager tid…

En forfremmelse

Endnu en ændring er ved samme lejlighed blevet blåstemplet, idet de to grønne druer, Vermentino og Viognier er blevet forfremmet til ”primære druer”. Hidtil har de kun måttet bruges i mindre målestok i blandings-hvidvine – nu må de udgøre hovedparten eller alt indholdet i en hvidvin. De to druer har dermed sluttet sig til de øvrige primære druer, Bourboulenc, Clairette, Grenache Blanc og Roussanne.
Indtil videre er det dog kun meget lidt hvidvin, der fremstilles i Ventoux – langt hovedparten er rødvin og rosé. Men ligesom i så mange andre rødvinsområder i de europæiske lande forsøger man også i Rhône at satse stadig mere på hvidvin – og dermed leve op til den omsiggribende forbrugertrend. Så hvem ved, om forholdet mellem produktionen af hvid- og rødvin er vendt på hovedet om 10 til 20 år.

Seneste artikler