Nyheder

Unik bog om vin og gastronomi

Med afsæt i et fantastisk historisk bibliotek er der nu skabt en helt unik bog om vinens og gastronomiens verden...

annonce

Unik bog om vin og gastronomi

Del artiklen

De fleste, der kender lidt til Bordeaux-vin, har garanteret hørt om Château Haut-Brion, det legendariske 1. Cru-slot i Pessac-Léognan, som blev grundlagt af Jean de Pontac i 1525.
Men hvad de fleste nok ikke ved er, at slottet huser et af verdens største privatejede biblioteker over vin og gastronomi.
Biblioteket er med sine 7000 bøger, manuskripter, breve osv. én stor og interessant fortælling om vinslottet, vinfremstilling i Bordeaux generelt gennem 500 år og opskrifter og vinvalg til celebre middage for kongelige i 1600- og 1700-tallene.  
Det ældste klenodie i biblioteket er en 1500 år gammel egyptisk papyrusrulle, hvis tekst er en aftale om levering af vinplanter fra et kristent kloster til en vinavler.

Vinlister fra historiske restauranter

Hidtil er det kun en meget lille kreds af mennesker, der har haft adgang til biblioteket. Men nu er der udkommet en bog med afsæt i bibliotekets righoldige materiale. Den er på 448 sider inddelt i 28 kapitler og med 700 historiske illustrationer, som aldrig før har været offentliggjort.  
Bogens titel er “A story of gastronomy & wine, Château Haut-Brion Library”. Og det er prins Robert af Luxembourg, der har leveret forordet – hvilket er oplagt. Prinsen er CEO for Domaine Clarence Dillon, der ejer adskillige franske vinslotte, heriblandt Haut-Brion. Resten af teksten i bogen står den brasilianske kunsthistoriker Pedro Corrêa do Lago for.
Menuer fra “solkongen” Ludvig d. 14’s hof i Versailles, guider til nogle af de tidligste parisiske restauranter, 100 historiske vinlister, en håndskrevet tekst af Pablo Picasso om vin, og et hav af andre manuskripter, breve, tekster og bøger fra biblioteket er forvandlet til en helt unik – og levende formidlet – bog om vinens og gastronomiens verden.
Bogen er udgivet af forlaget Rizzoli. Herhjemme kan den købes (i engelsk oversættelse) hos William Dam for 623 kr.

annonce