Brunello di Montalcino DOCG fremstilles på 100% Sangiovese-druer i området omkring byen Montalcino i Toscana.
I samme område og på samme drue fremstilles rødvine under den mindre fine appellation, Rosso di Montalcino DOC. Men der er store forskelle på de to vine.
Druerne til Brunello-vinene høstes fra de ældste vinstokke, mens dem til Rosso-vinene stammer fra unge vinstokke. Og mens Brunello først frigives efter fem års modning, går der kun et år for Rosso-vinenes vedkommende.
Førstnævnte er kongen – den fornemme, komplekse og kostbare vin, der kan gemmes i rigtig mange år – mens en Rosso-vin er en ukompliceret, let drikkelig og mere prisvenlig vin.
Mere Rosso med udvidelsen
Efterspørgslen på Rosso di Montalcino-vinene er støt stigende. Derfor har de vinøse myndigheder også givet appellationens vinproducenter lov til at udvide dens areal.
Som det er nu, breder Rosso di Montalcinos vinmarker sig over 520 hektar. Med udvidelsen vil arealet blive øget med 364 hektar – en forøgelse på hele 60%.
Det vil medføre, at der kan fremstilles 3 millioner flere flasker Rosso di Montalcino, så det årlige gennemsnit når op på cirka 6,6 mio. flasker.
Tilladelsen til udvidelsen kommer netop, som Rosso di Montalcinos vinproducenter kan fejre appellationens 40 års jubilæum.