Nyheder

Sveriges “nye vinregion”

Under navnet Terra Skåne gøres der nu en indsats for at markedsføre vingårdene i det nordvestlige Skåne...

annonce

Sveriges “nye vinregion”

Del artiklen

Sverige og Danmark er nye vinlande, og der skal derfor noget ekstra markedsføring til for at gøre omverdenen opmærksom på, at der rent faktisk bliver fremstillet vin i det kølige nord.
Der er dog begyndt at blive skrevet lidt mere om skandinavisk vin i internationale vinmagasiner, men der skal gøres mere for at lokke folk til vores breddegrader, næste gang de skal på en vinrejse.
Herhjemme markedsfører fx Visit Nordsjælland regionens efterhånden mange vingårde. Og for nylig fulgte vores naboland trop med et initiativ, der skal sætte særligt fokus på vingårdene i det nordvestlige Skåne. Her ligger gårdene relativt tæt, og netop de skånske vine har vundet medaljer, præmier og anerkendelse i udenlandske konkurrencer. De første vingårde i området blev etableret for 25 år siden.

Finale afholdes i Terra Skåne

Det er myndighederne i Helsingborg, der har søsat initiativet i samarbejde med flere turistorganisationer. På en særlig side er det nordvestlige Skåne blevet omdøbt til “Terra Skåne”. Faktisk var Skåne i middelalderen kendt som Terra Scaniae, så betegnelsen var nærliggende. Og netop terroiret – jordbunds- og klimaforholdene – i området har stor betydning for vinenes karakter og kvalitet.
På den nye side kan man læse meget mere om projektet, om vingårdene i det nordvestlige Skåne – og ligeledes om et par af områdets bryggerier og destillerier.
Initiativet har allerede bragt noget godt med sig. Star Wine List – konkurrencen, der udnævner verdens bedste vinlister – har valgt at afholde dette års finale i netop Terra Skåne.
Konkurrencen er grundlagt af svenske Krister Bengtsson og er førhen blevet afholdt i Stockholm, Wien eller London. Men d. 15. juni kommer de mange deltagere og gæster fra hele verden til Terra Skåne – hvor de selvfølgelig også skal besøge vingårdene.

annonce