Sven Moesgaard (f. 1952) er en af grundlæggerne af erhvervsmæssig vinavl i Danmark og er som ejer af Skærsøgaard Vin landets mest præmierede vinbonde.
Han startede sin karriere som lærer og højskoleforstander og nåede at grundlægge et medicinalfirma, inden han i 1995 kastede sig over dansk vinavl.
På Skærsøgaard Vin, der med registreringsnummeret 1 er den første registrerede og autoriserede vingård på dansk jord, dyrker Sven Moesgaard sammen med fem ansatte de i alt 9 hektar med vinstokke. Han har hvert år – siden EU i efteråret 2000 accepterede Danmark som et vinland – fremstillet både hvid- og rødvin, mousserende vin, dessertvin og rosévin.
Sideløbende har han været et yderst aktivt medlem i Foreningen af Danske Vinavlere og Foreningen Danske Vingårde og været formand for erhvervsvinavlerne fra 2004 til 2011. Her har han blandt andet været med til at udforme de danske vinregler og bestemmelserne for regional vin, der indebærer ekstern afprøvning inden frigivelse.
Samtlige årgange af Sven Moesgaards vine har modtaget medaljer – i 2020 rundede han de 230 medaljer. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at han har modtaget over 110 medaljer i internationale blindsmagnings-konkurrencer – især for de mousserende vine med navnet DON’S. Men der er også givet internationale guldmedaljer til rødvin, dessertvin, hedvin og frugtvinen Æbleau samt Brandy af æbler og druer.
Hele seks gange – i årene 2005, 2008, 2009, 2013, 2015 og 2016 – har han desuden modtaget hæderstitlen “Årets Vinbonde”.
Sven Moesgaard ansøgte i 2011 Fødevareministeriet om kvalitets-vinsbetegnelsen Beskyttet Oprindelses Betegnelse (BOB) for vinene DON’S ud fra en snæver produktbeskrivelse, og har som den første i Danmark fået BOB-betegnelsen accepteret i 2018 af EU.
Vinområdet DONS er Europas nordligste og Danmarks første appellation på lige fod med de kendte vinområder Bordeaux og Champagne. Det dækker 500 hektar af smeltevandsdalen i det indre Kolding Fjord.
Sven Moesgaard har således ført Danmark frem som et vinland fra den spæde start med Bordvine til egentlige Kvalitetsvine fra egen appellation.
I 2007 etablerede han et mikrodestilleri, hvor han eksperimenterer med dansk “grappa”, “calva” og “brandy”. En del af produktionen på Skærsøgaard er certificeret økologisk.
Adresse: Skærsøgaard Vin, Nørresøvej 12, Dons, 6051 Almind, tlf.: 75 55 44 73, fax: 75 55 44 93, e-mail: sm@dansk-vin.dk, www.dansk-vin.dk.
Personligt om personligheden
Navn:
Sven Moesgaard
Profission:
Vinproducent
Lokation:
Danmark