annonce
“The Australian Ark: The Story of Australian Wine” er den største bog, der nogensinde er skrevet om australsk vin. Faktisk er der tale om hele tre store bind, der hver er på cirka 500 sider.
Forfatteren, Master of Wine Andrew Caillard, kommer hele vejen rundt og fortæller om de mange personer og sociale og politiske begivenheder, der har præget den australske vinverden gennem mere end 200 år.
Bogværket går kronologisk til værks. Bind et, der strækker sig fra 1788 til 1900, fortæller blandt andet om de første vinstokke, der blev plantet af englændere i en britisk koloni i Australien. Denne tidlige australske vin var kraftig, da man konserverede den efter en ny metode, nemlig med tilsætning af brændevin. Det bragte alkoholindholdet op på cirka 25%!
Australierne foretrak te
England var det største marked i 1800-tallet – også større end Australien, idet australierne selv foretrak te, øl eller rom. Og de fortsatte med at have et yderst lille vinforbrug – hvilket man kan læse i bind to. Omkring 1950’erne drak australierne i gennemsnit et glas vin pr. person om året.
Andrew Caillard kommer selvfølgelig også ind på historien om Penfolds og Max Schubert, der skabte Australiens i dag dyreste vin, rødvinen Penfolds Grange. Den legendariske vinmager og hans lige så legendariske vin kan man læse mere om i vores Hall of Fame.
Historien om australsk vin rundes af i bind tre med fortællingen om den moderne australske vinindustri.
Flere valgmuligheder
Andrew Caillard skriver levende og begejstret og med en kolossal viden om emnet, og bøgerne er krydret med både interessante, flotte og sjove billeder og illustrationer.
“The Australian Ark” har sin egen hjemmeside, hvor man kan købe det samlede værk. Priserne spænder fra 199 AUD (cirka 898 kr.) for en paperback-udgave til 999 AUD (cirka 4500 kr.) for en fornem udgave i læderindbinding. Hertil kommer selvfølgelig forsendelse til Danmark. Paperback-udgaven kan også købes hos Amazon.com.
annonce