Nyheder

Smageevnen reduceres med 30%

Det er ikke alle vine, der egner sig til en flytur...

annonce

Smageevnen reduceres med 30%

Del artiklen

I denne kolde tid, er der sikkert nogle, der køber en flybillet til sydligere himmelstrøg. Og startskuddet for ferien er ofte et glas vin eller en drink, når serveringsvognen triller ned gennem kabinen.
Men hvis man fx bestiller et glas champagne, kan det godt være, man synes, den er noget tynd. Det er nemlig langt fra alle vine, der egner sig til at blive nydt på flyturen – og det gælder både dem med og uden bobler.
Flere undersøgelser har vist, at vores evne til at smage forskellige aromaer reduceres med op til 30%, hvilket dels skyldes den vedvarende høje larm, som der jo er i en flykabine, dels det høje tryk i kabinen.

Bedst med kraftige champagner

Ved en af disse undersøgelser, der blev udført for det private britiske luftfartsselskab ConnectJets, blev en række udvalgte hvidvine, rødvine og champagner smagt henholdsvis på landjorden og i luften i en flykabine.
Det viste sig, at smagen af de enkelte vine virkede langt mere afdæmpet i flykabinen, ligesom aromaen fladede ud. Til gengæld blev fadpræget i rødvinene mere markant.
De vine, der klarede sig bedst om bord, var dem med en kraftig og koncentreret smag med masser af frugt.
Når det gælder champagne, er det ligeledes de kraftigere typer, hvor Pinot Noir er den dominerende drue, der bedst kan hamle op med kabinetrykket.

Bloody Mary hitter

Der sker således noget med vores smagsopfattelse under flyturen, og ifølge en tidligere undersøgelse fra Centre for the Study of the Senses ved University of London, bestiller en relativt stor del af denne verdens flypassagerer en Bloody Mary, den klassiske drink, der består af tomatjuice, vodka og et skvæt Worcestersauce – eller bare et glas tomatjuice.
De britiske forskere udspurgte både flypersonale og passagerer, og fra flere af sidstnævnte lød det, at de normalt aldrig eller kun sjældent drak Bloody Mary eller tomatjuice på landjorden. Flypersonalet ytrede også, at der blev tømt adskillige kartoner tomatjuice på en enkelt flytur.

Umami er årsagen

Årsagen til den store glæde for tomatjuice på flyturen var ifølge forskerne, at den reducerede evne til at smage forskellige aromaer ikke påvirker smagen af tomater. Det skyldes tomaternes meget høje indhold af umami, den femte smag, der nærmest kan betegnes som krydret. De fire andre er som bekendt salt, sur, sød og bitter. Især tomaternes kerner indeholder meget umami, som jo kommer med, når de presses til juice.
Umami virker som en naturlig smagsforstærker, der fremhæver de andre smage – hvilket gør, at man trods larmen og trykket i kabinen stadig får den fulde fornøjelse af tomatsmagen.
En Bloody Mary kan man jo altid bestille om bord, men hvis ikke man rejser på bussiness class eller første klasse, er vinvalget jo ofte begrænset til rød, hvid eller rosé af et enkelt eller to forskellige mærker. Men så kan man jo kun håbe, at flyselskabet har taget højde for den nedsatte smagsevne under deres udvælgelse af vinene – hvilket flere af selskaberne faktisk gør i dag.

annonce