annonce

Den japanske bille, Popillia japonica, er et overordentlig skadeligt insekt, der – som navnet antyder – har sin oprindelse i Japan. Den er en trussel for mere end 400 forskellige planter og frugter heriblandt vinstokke, hvor den ribber bladene, så kun ”skelettet” står tilbage. Det medfører dårlig trivsel for vinstokken og kan i sidste ende påvirke druernes kvalitet. De modne druer hører også til blandt billens livretter.
I 2019 kom billen på EU’s liste over de 20 mest skadelige insekter, som bør destrueres lige så snart, man opdager dem.
Billen gjorde sit indtog i Italien i 2014 og i Schweiz i 2017, hvor man har gjort alt for at begrænse dens udbredelse. Nu er den også for første gang dukket op i Frankrig, hvor man har fanget to eksemplarer i insektfælder i Alsace – i henholdsvis Mulhouse og Saint-Hippolyte. Billerne er højst sandsynligt kommet ind i landet om bord på en bil eller et tog.
Fundet af de to biller har fået alarmklokkerne til at ringe hos de lokale myndigheder, der nu nøje overvåger diverse insektfælder, som er opsat i regionen, og foretager stikprøvekontroller i vinmarker og plantager. Man har også bedt indbyggerne i området om at indberette eventuelle fund af den frygtede bille.
En eventuel spredning af den japanske bille kan ifølge EU forårsage skader for flere milliarder euro.
annonce









