Nyheder

Sangria lavet med Petrus!

Et chokerende syn - 10 flasker Petrus bliver brugt som basis for sangria...

annonce

Sangria lavet med Petrus!

Del artiklen

På TikTok kunne man for nylig se en opsigtsvækkende video postet af en RudySchmudy. Den er optaget på La Guérite, en restaurant på øen Sainte-Marguerite ud for den sydfranske by Cannes. Og den viser, hvordan der laves sangria – ikke med billig rødvin, som man normalt bruger til den spanske sommercocktail, men med vin fra det berømte vinslot Petrus i Pomerol.
I alt ses 10 flasker Petrus i årgangene 2006 og 2011 blive hældt ned i en stor skål med isklumper og appelsinskiver. Sangriaen skulle efter sigende bruges som velkomstdrink til et større party i restauranten.
En flaske Petrus 2006 koster i dag 35.000 kr., så det er blevet en meget dyr velkomstdrink…
Videoen har fået et hav af kommentarer på TikTok, og langt de fleste, der har set den, er chokerede og forargede over, at man bruger så fornem og sjælden en rødvin på den måde. Der fremstilles årligt kun omkring 30.000 flasker Petrus fra en 10 hektar stor vinmark.

Som at tænde op med Picasso

Philippe Faure-Brac, der er præsident for den franske sommelierforening har til The Times, som var det første medie, der bragte historien, udtalt, at det, at drikke Petrus på den måde, er, “som at bruge et maleri af Picasso eller van Gogh til at tænde op i pejsen med”.
Der er også dem, der har stillet spørgsmålstegn ved, om indholdet i flaskerne overhovedet er Petrus. Man ser ikke flaskerne blive åbnet, så det kunne jo være, at det var en billlig rødvin, der var hældt på flaskerne med de ædle etiketter. Man kan jo kun håbe, det forholder sig sådan…

Seneste nyheder

annonce