Nyheder

Rødvin og hvidvin fra Champagne

Champagne kan andet end at fremstille bobler, og distriktets rød- og hvidvine bliver stadig mere populære...

annonce

Rødvin og hvidvin fra Champagne

Del artiklen

Det er oplagt udelukkende at forbinde Champagne-distriktet med berømte bobler, men der fremstilles også hvid-, rød- og rosévin uden bobler. Disse stillevine bliver stadig mere populære og indtager også stadig flere vinlister i gourmetrestauranter verden over.
Før 1600-tallets slutning, hvor man begyndte at fremstille mousserende vin i Champagne, blev der kun lavet stillevine. Og siden 1974 er de fremstillet under appellationen Coteaux Champenois, der dækker nøjagtig det samme område som appellationen for champagne.
Fremstillingen af champagne fortrængte dog langsomt men sikkert stillevinene, og i 1980’erne var der kun to mærker tilbage af betydning – begge fra nogle af de store og kendte champagnehuse. Det var hvidvinen Château de Saran fra Moët & Chandon og rødvinen Côte aux Enfants fra Bollinger.

Ideelt med stillevine

At stillevinene igen vinder frem i Champagne hænger blandt andet sammen med klimaændringerne.
Det er et absolut “must”, at de druer, man anvender til champagne, har et højt syreindhold – hvilket de da også stadig har. Champagne er jo trods alt Frankrigs nordligst beliggende vindistrikt. Men øgede temperaturer har medført mere sukkerholdige druer, der høstes stadig tidligere. Og den slags druer er yderst velegnede til fremstilling af stillevine af rigtig god kvalitet.

Forbliver et nicheprodukt

Det er især den unge generation af vinproducenter i Champagne, der har pustet nyt liv i Coteaux Champenois vinene, og de fremstiller dem hovedsageligt på de samme druer, som er godkendt til champagne-produktionen. Det vil sige de grønne druer Chardonnnay, Arbane, Pinot Blanc, Petit Meslier og Pinot Gris og de blå druer Pinot Noir og Meunier.
Også herhjemme kan man få mange gode stillevine fra Champagne – bare gå på jagt efter vine med et Coteaux Champenois AOC på etiketten.

annonce