Nyheder

Rødvin årgang 1939 brugt som maling

I Alsace har to kunstnere travlt med at svinge penslen, og det er med rødvin som maling...

annonce

Rødvin årgang 1939 brugt som maling

Del artiklen

Når Sabrina Sallouh åbner en flaske rødvin, er det bestemt ikke ligegyldigt, hvilken drue, vinen er lavet på, og hvilken årgang, den er fra. Ikke fordi hun er en kræsen vindrikker, men fordi hun skal bruge vinen som maling.
I øjeblikket anvender hun ifølge Le Figaro især rødvine på Gamay-druen i yngre årgange – de giver sådan nogle fine violette nuancer, synes hun. En meget ung og stadig blårød vin med kraftige tanniner giver en dybere brun farve, mens en lys og let rødvin ender som en lys brun farve på lærredet.
Sabrina, hvis kunstnernavn er Sabruna, arbejder også med ældre vine – hun har blandt andet malet med en schweizisk rødvin på Pinot Noir årgang 1939.

Rødvin vandt over øl og kaffe

Sabrina Sallouh er opvokset og bor i Alsace, og det samme gælder for Laurent Bessot – der ligeledes maler med rødvin, og af hans hjemmeside fremgår det, at han er en yderst flittig og alsidig maler.
Han bruger udelukkende franske vine – især fra Domaine Rousset i den nordlige del af Crozes-Hermitages og fra Alsace-huset Domaine Loew.
Begge rødvins-malere har prøvet at male med kaffe, øl og andre drikke, før valget omsider faldt på rødvin.
Hvis nogle af VinAvisens læsere skulle have lyst til at forsøge sig som rødvins-malere (måske ledsaget af et glas vin til indenbords nydelse), så er det vigtigt bagefter at fiksere farverne. Sådan lyder det fra de to kunstnere til Le Figaro. Ellers vil farverne ændre sig markant – men det kan jo også være en del af kunstværket…

annonce