Nyheder

Populære Crouch Valley

Det engelske Essex og ikke mindst Crouch Valley tiltrækker vinproducenter fra det store udland...

annonce

Populære Crouch Valley

Del artiklen

Det er snart en del år siden, verden fik øjnene op for, at englænderne fremstiller glimrende mousserende vine. De er så gode, at nogle af Champagnes førende producenter har opkøbt vinmarker eller har grundlagt vinhuse i England. En af dem er Taittinger, der har stor succes med sine mousserende vine fra Domaine Evremond i Kent.
Men også Englands stillevine – hvid- og rødvine – vinder i stigende grad anerkendelse verden over. Og et område, der i øjeblikket tiltrækker sig meget stor opmærksomhed fra både britiske og udenlandske vinproducenter, er Crouch Valley i Essex.
Crouch Valley er et af Englands varmeste og tørreste områder, og det er et perfekt sted at dyrke Chardonnay og Pinot Noir.
Det har blandt andet Jackson Family Wines indset, og den store californiske vinproducent har derfor opkøbt jord i Crouch Valley og har plantet de to druer med henblik på at fremstille både mousserende vine og stillevine.
Pinot Noir og Chardonnay er jo også Bourgognes to store druer, og det har foreløbig fået to af det franske distrikts vinproducenter til at søsætte projekter i Crouch Valley – og begge gør det i samarbejde med britiske vinhuse.

Domaine Duroché i Crouch Valley
I det første projekt vil den lokale britiske vinproducent Danbury Ridge og et af Bourgognes mest berømte vinhuse, Domaine Duroché, fremstille en begrænset mængde Pinot Noir-rødvin sammen. De har udvalgt en vinmarksparcel i Crouch Valley til projektet, og i oktober rejser Pierre Duroché fra Gevrey-Chambertin til det britiske vinområde for at vinificere druehøsten sammen med Danbury Ridges vinmager, Liam Idzikowski. Vinen bliver frigivet til salg i 2028.
Samarbejdet blev til, efter at Pierre Duroché, der er femte generation i det familieejede vinhus, smagte Danbury Ridges Pinot Noir og var imponeret.
Det andet projekt er søsat mellem Missing Gate Vineyard i Essex og Domaine Bernard Moreau. Her gælder det skabelsen af en hvidvin på Chardonnay.
Det er ikke kun Crouch Valley, der tiltrækker producenter fra ind- og udland, men Essex som helhed. Ifølge rådgivningsfirmaet Knight Frank er vinmarkspriserne i Essex steget med 20% inden for det seneste år.

annonce