annonce
I Chile har man i flere hundrede år fremstillet en uhøjtidelig gyldenbrun hvidvin med navnet Pipeño. Den sælges ofte i store plasticflasker eller demijohns og drikkes i store slurke især til større fester.
Hverken producenterne af Pipeño eller de chilenske forbrugere har på noget tidspunkt været i tvivl om, at drikken er en vin. Men nu er de chilenske myndigheder kommet med en officiel meddelelse om, at Pipeño ikke er en vin men “en alkoholisk drik lavet på druer”. Og argumentet herfor er, at drikken kun sjældent når op over de 11,5% alkohol, som man i Chile åbenbart kræver for at kunne kalde en drik for vin.
Stik modsat
Den chilenske vinverden har ikke just taget vel imod myndighedernes beslutning. Som en repræsentant for den chilenske vinproducentforening har udtalt det til nyhedssiden Diario Usach, så er den “en lovmæssig og kulturel abnormitet”.
Ifølge europæiske forhold lyder beslutningen da også absurd. EU er jo gået den stik modsatte vej i de senere år, hvor betegnelsen vin i dag omfatter selv alkoholfrie vine.
Eller er det EU-landene, der er helt gal på den? Burde vi ligesom førhen have en højere alkoholprocent-grænse for betegnelsen?
Vi hører gerne fra læserne med input og kommentarer på mariette@tiedemann.dk.
annonce