Folk og vin

Pablo Álvarez Mezquíriz

Læs om Pablo Álvarez Mezquíriz, der står i spidsen for det berømte spanske vinhus Vega Sicilia...

Pablo Álvarez Mezquíriz

Del artiklen

Pablo Álvarez Mezquíriz (f. 1954) blev født i den spanske by Bilbao som en ud af en søskendeflok på syv. Han ville gerne være læge, men endte som jurist, uddannet ved Centro de Estudios Universitarios de Madrid.
Han nåede dog aldrig at praktisere som advokat. I 1982 havde hans familie købt vinhuset Vega Sicilia i Ribera del Duero – uden at have nogen forstand på vinfremstilling. Pablo Álvarez havde hjulpet til i vinhuset et par gange om ugen under sine jurastudier og endte som selvlært vinmager. Og da familien havde brug for hans fulde engagement, blev en fremtid som advokat i 1986 erstattet af et fuldtidsarbejde som direktør og vinmager i Vega. I dag er Pablo Álvarez ejer og direktør af Vega Sicilia, og med i bestyrelsen er der fire andre familiemedlemmer.
Da familien Álvarez overtog Vega Sicilia, var vinhuset ganske vist berømt for sin rødvin Único, men det var nedslidt efter årtier uden investeringer, ligesom vinmarksarealet var skrumpet ind til 80 hektar.
Det betød, at en stor del af vinhusets vin blev lavet på indkøbte druer.
Pablo Álvarez genplantede i alt 200 hektar vinmarker, så man var selvforsynende med egne kvalitetsdruer. Han førte vineriet teknisk up to date, og var den, der for alvor førte Vega Sicilia og Único til berømmelsens tinder.
I dag er vinhuset og vinen vigtige bannerførere i markedsføringen af spansk vin på verdensplan. Og Pablo Álvarez er med sin perfektionisme og drivkraft en inspirationskilde for mange spanske vinproducenter.
Han har også stået i spidsen for en omfattende udvidelse af familiefirmaet. I løbet af 1990’erne grundlagde han yderligere tre spanske vinhuse, Alion i Ribera del Duero, Pintia i Toro-distriktet og Mácan i Rioja i en jointventure med Benjamin de Rothschild.
Derudover har han i 1993 grundlagt vinhuset Oremus i den ungarske Tokaj-region.
Pablo Álvarez, der er gift og har tre voksne sønner og en datter, har sagt, at han vil trække sig tilbage, når han fylder 70 år. I 2022 blev han udnævnt til præsident for Primum Familiae Vini (PDV), en forening af verdens førende familieejede vinhuse, der kun omfatter i alt 12 udvalgte huse.
Adresse: Vega Sicilia, 47359 Valbuena de Duero, Valladolid, Spanien, tlf.: (0034) 983 680 147, e-mail: vegasicilia@vega-sicilia.comwww.temposvegasicilia.com.

Personligt om personligheden

Navn:

Pablo Álvarez Mezquíriz

Profession:

Vinproducent

Lokation:

Spanien