En ubehagelig, møffet lugt og smag – som sure karklude eller rådne sække. Hvis angrebet kun er mildt, lugter vinen “flad” og uren. Måske synes man, at den ikke smager helt så godt som sidste gang, man smagte den.
Smagen stammer fra en prop, der er angrebet af skimmelsvampe, og når en sådan prop bleges i blandt andet klorforbindelser, dannes det ildelugtende kemikalium 2,4,6-trikloroanisol eller TCA.
Kun 5 milliardtedele gram TCA i en flaske hvidvin er nok til, at det kan smages. Og kun 175 gram er nok til at fordærve alle de 35 milliarder flasker, der produceres hvert år i hele verden!
Nogle har påstået, at 10 procent af alle flasker har propsyge. Det er dog nok mere korrekt at sige 3 procent. Men det er også 3 procent for meget. På verdensplan bruges der hvert år cirka 26 milliarder korkpropper, så 780 millioner flasker bliver åbenbart hældt i kloaken på grund af propsmag. Spild af god vin!
Næsten al kork kommer fra Portugal, og portugiserne siger, at de skam er opmærksomme på problemet. Det har de været i snart mange år – uden at det er lykkedes dem at gøre noget ved det. Dog har de svaret med en reklamekampagne, hvoraf det fremgik, at 3-5 procent propsmag kun var et et udtryk for den variation, der nødvendigvis må være i et naturprodukt som vin (!).
At der er lidt korksmulder i en vin betyder ikke, at vinen er “proppet”. Når de små stykker kork er fjernet, er vinen helt i orden.
Og at der er lidt mug under kapslen, betyder heller ikke noget. Denne mug er lige til at tørre af.
I restauranter smager gæsten som regel på vinen fra den første flaske, der åbnes. Men fyldes der efter med vin fra nye flasker, er det ikke altid, at disse godkendes. Det er faktisk en stor fejl. En proppet flaske kan ødelægge al den gode vin, som selskabet allerede har i glassene.
Er en købt flaske proppet, så hæld vinen tilbage i flasken, og få den byttet hos vinhandleren. Og står en ekspedient uforstående over for problemet, så bed om at tale med chefen og sig, at det vist er på tide med lidt personaletræning.
Propsmag
« Back to Glossary Index