Pinotage

« Back to Glossary Index

En blå sydafrikansk drue, der blev frembragt i 1924 af Abraham Izak Perold som en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault, kendt i Sydafrika under navnet Hermitage. Perold var den første professor i vitikultur ved universitetet i Stellenbosch. Krydsningen resulterede i fire stiklinger, som Perold plantede i sin have, og da han tre år senere blev ansat hos KWV i Paarl, stod hans embedsbolig tom, og haven groede til. Universitetets havefolk ryddede det hele, og hvis ikke en ung lektor tilfældigvis var kommet forbi på cykel, var vinstokkene ikke blevet reddet.