Cuve

« Back to Glossary Index

(fr), vinbeholder, tank. Sædvanligvis kan de tanke, man ser ved vinerier, rumme mellem 50 og 300 hektoliter vin, men der findes også nogle meget store beholdere. Den største står hos Argentinas største vinfirma, Peñaflor. Den har et rumfang på cirka 50.000 hektoliter, og det vil sige, at flere hundrede mennesker kan indtage en større middag i tanken, eller at der kan sidde et symfoniorkester og spille i den. Nu er sådan en stor stålbeholder jo ikke særlig romantisk. Så er det sjovere med de virkeligt store tønder. I Bad Dürkheim i det tyske Pfalz findes et kæmpefad, hvori der kan sidde 600 mennesker. Dette fad er dog ikke så pænt. Et langt mere spændende kæmpefad er det såkaldte Tausendeimerfass fra 1704 i Klosterneuburg i Østrig. 1 Eimer er lig med 43,22 liter, så Tusind Eimer-fadet skulle altså kunne rumme over 430 hektoliter. Det rummer faktisk mere, nemlig 560 hektoliter. Hvert år den 15. november er det muligt at tage sig en rutschetur ned over fadet. Det er værd at prøve!