Andenvin

« Back to Glossary Index

Allerede i 1700-tallet fandt de store Bordeaux-slotte på at lave en andenvin af druer, som de ikke fandt gode nok til den vin, der skulle bære slottets navn – som oftest fordi druerne kom fra unge vinstokke. For næsten præcis 100 år siden genoptog man ideen, men først i 80’erne blev den virkelig udbredt, og i dag har næsten alle grand cru-slottene en andenvin, der ofte sælges til under halv pris. Det gælder både slottene i Médoc og dem i Saint-Émilion, Pomerol, Graves og Sauternes. Der findes ikke nogen lovbestemmelser for forholdet mellem første- og andenvinen eller andenvinens kvalitet. Det er helt op til slotsejeren. Jo bedre årgang, desto mindre andenvin laves der – druerne går til førstevinen. Til gengæld er andenvinen også af topkvalitet og måske bedre end førstevinen og andre grand cru-vine i en dårligere årgang. I mindre gode år produceres der mere andenvin, men da alle de bedste druer er gået til førstevinen – for dog at redde den – kan andenvinen meget vel være blevet tynd og ude af balance. Som en generel regel kan man sige, at andenvine fortrinsvis bør købes i de gode årgange. På en særlig side har vi lavet en liste over en række andenvine fra grand cru-slottene i Médoc.