annonce
Som tidligere nævnt er det ikke kun i Frankrig, at flere vindistrikter er belastet af en vinsø. Også Italien er ramt af overproduktion i blandt andet Languedoc og Toscana. Årsagen er frem for alt en generel nedgang i vinforbruget i såvel Europa som i resten af verden.
Nedgangen gælder især rødvin, mens distrikter, hvor hovedvægten er på hvidvin og mousserende vin, som regel ikke har de store problemer med afsætningen.
Derfor kan man godt undre sig over, at appellationen Asti i Piemonte nu også har meldt om alt for megen vin i producenternes lagre. Asti er berømt for sine søde mousserende hvidvine.
Ifølge Wine-Searcher er det Trump-regeringens forøgede importafgift af vin fra Europa, der nu også har ramt Asti. Desuden er eksporten til Rusland stort set i nul på grund af krigen med Ukraine – netop russerne har altid og er stadig glade for søde mousserende vine, hvilket også omfatter dem fra Asti.
I 2023 blev der på verdensplan solgt 100 millioner flasker mousserende vin fra Asti. I 2024 var antallet reduceret til 90 mio., og i år forventer man et yderligere fald til 85 mio. flasker.
Flere af appellationens vinproducenter har af samme årsag nedsat høstmængden i år med 10%.
annonce









