Nyheder

Ødelagt vin på røgskadede druer

Når ens druer er blevet skadet af røg fra ildebrande, gælder det om at være kreativ.

annonce

Ødelagt vin på røgskadede druer

Del artiklen
Som tidligere nævnt blev Willamette Valley i Oregon i 2020 ramt af kraftige naturbrande, der hærgede et område på omkring 5000 kvadratkilometer.
Rigtig mange vinproducenter blev efterladt med røgskadede druer og senere med en større mængde ødelagt vin. Det kan nemlig være svært at opdage præcis, hvor skadede druerne er, før man har fremstillet vin på dem. Nogle gange er der ingen røg at spore i vinen, mens den andre gange er lige til at kassere.
Men i stedet for at kassere vinen har Oregons vinproducenter fundet på andre kommercielle måder at anvende den på, så de kan få dækket bare lidt af de omkostninger, vinfremstillingen har kostet.

Fra Pinot Noir til BBQ

Flere har selv fremstillet brændevin eller har solgt vinen som bulk til en spiritusproducent. Og så er der Durant Vineyards – et vinhus, der endte op med røgskadet rødvin på Pinot Noir svarende til 9600 flasker, og som har valgt at gå en helt anden vej.
Nu er vi jo i USA, hvor barbeque (BBQ) er en af de store favoritter, når det gælder madlavning. At invitere naboerne på mad tilberedt over ild og røg enten i en grill eller over et bål er dagligdagskost. Til maden hører BBQ-sauce – en sødlig krydret sauce med en røget smag.
Hos Durant Vineyards tænkte man derfor, at det ville være oplagt – og indbringende – at forvandle vinen til denne særlige sauce med røg-smag.

Nok til 20.000 flasker sovs

Efter et par måneder og flere forsøg nåede man frem til det perfekte resultat og fik derefter fødevarefirmaet Paradigm Foodworks til at producere saucen i større målestok.
Foreløbig er der fremstillet 5000 35 cl’s flasker med Pinot Noir Barbeque Sauce fra Durant Vineyards. Men ud af den store mængde ødelagte vin kan der blive til yderligere 15.000 flasker, hvis salget går godt.

Seneste nyheder

annonce