Nyheder

Nyt vincenter i Chile

Med jævne mellemrum åbner der nye vincentre rundt omkring i verden. Nu har Chiles førende vinproducent, Concha y Toro slået dørene op for sit helt eget vincenter...

annonce

Nyt vincenter i Chile

Del artiklen

Bordeaux har sit fantastiske vincenter, Cité du Vin. Og for et par år siden slog hele tre vincentre dørene op i Bourgogne. Når disse etablissementer kaldes for centre og ikke vinmuseer, er det nok for at distancere sig fra ældre versioner med let støvede gamle kærrer, vinfade, flasker og vinmarksredskaber.
Og de nye vincentre er da også alt andet end det. Her bruges den nyeste teknologi til at skabe vinøse sanseoplevelser for publikum. Her er skærme med skiftende billeder, interaktive “lege”, der formidler vin-viden på en sjov og pædagogisk måde, og smarte smagerum, hvor man kan slutte af med en mindre vinsmagning.
Nu har et af Chiles førende vinhuse, Concha y Toro, indviet sit nye vincenter, Centro del Vino, i udkanten af Santiago.

25 meter lang vinbar

Centret er på 12.000 kvadratmeter, og det er selvfølgelig ikke generel vinviden, der formidles, men derimod alt omkring Concha y Toro og vinhusets vine. Og også her forenes vin, interaktivitet og anden teknologi.
Centro del Vino er inddelt i seks zoner – hvoraf nogle dog først åbner i 2026. Zone 1 er besøgscentret med en 700 kvadratmeter stor butik og et auditorium, mens zone 2 omfatter restaurant og en 25 meter lang vinbar med navnet Gran Barca Bodega 1883 (det år Concha y Toro blev grundlagt). I zone 3 hyldes vinhusets mest berømte vinmærke, Casillero del Diablo, via en “multisensorisk oplevelse”.
De øvrige zoner omfatter blandt andet et smageområde, hvor et team af sommelierer guider besøgende gennem Concha y Toros vinportefølje, og en 22 hektar stor park, hvor der ligeledes er smagerum.
Man kan læse mere ved at klikke her og få et indtryk af det nye vincenter på denne YouTube-film.

annonce