Nyheder

Nye relger for webshops!

Sikkerhedsstyrelsen kræver, at enhver webshop, der handler med vin eller spiritus bliver forsynet med en effektiv aldersverificering...

annonce

Nye relger for webshops!

Del artiklen

Man kan ikke undgå at have set det blå skilt ved kasserne i supermarkedet eller på diverse websider, der sælger vin- og spiritus. Et skilt, der bekendtgør aldersgrænsen for salg af alkohol.
På websiderne skal det ifølge loven dukke op dér, hvor kunden skal til at klikke på købsknappen (typisk “godkend og betal”). Ofte ses det dog også allerede på forsiden af webshoppen.
Men fra og med 1. oktober er det ikke længere nok med det blå skilt på webshops, der sælger alkohol (samt tobak og nikotinprodukter). Der indføres nemlig en ny regel, der måske giver nogle af vores danske vin- og spiritusimportører sved på panden og grå hår i hovedet!

Metodefrihed

Fra og med ovennævnte dato kræver Sikkerhedsstyrelsen, at webshoppen er forsynet med en effektiv aldersverificering – et krav, der selvfølgelig skal sikre, at mindreårige ikke kan købe alkohol.
Det vil sige, at man som fx vinhandler med en webshop entydigt skal kunne identificere køberens alder. Der findes it-systemer, der kan gøre den slags rent elektronisk, og nogle har garanteret også allerede implementeret et sådant. Men for dem, der ikke har, gives der ikke nogen entydig opskrift på, hvordan det skal gøres.
På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside nævnes det, at man fx kan anvende MitID eller brugeroprettelse med pas eller anden gyldig legitimation. Men det understreges, at der er metodefrihed på området, så den enkelte webshop selv kan vælge den bedst mulige løsning. Eneste krav er, at systemet skal kunne bekræfte, at køberen er over den fastsatte aldersgrænse inden salget gennemføres.

Kom med jeres input

Så for at skære det ud i pap: Fra og med 1. oktober er det ulovligt for en webshop at sælge alkohol (samt tobak og nikotinprodukter) uden at have et effektivt online alderskontrolsystem.
Sikkerhedsstyrelsen vil ligesom i dag også fremover føre tilsyn med denne aldersverificering hos webshoppene. Og ved en eventuel kontrol fra styrelsens side skal man kunne dokumentere og redegøre for, hvordan en købers alder er blevet kontrolleret. Derudover skal man også kunne fremvise dokumentation for, hvordan aldersverificeringen foregår på ens webshop.
Man kan læse mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside – og kontakte styrelsen, hvis man har spørgsmål.
Her på VinAvisen kunne vi rigtig godt tænke os at høre, hvad vores læsere mener om det nye krav. Er det en god idé? Og hvordan tager vinimportører og -handlende med webshops imod det.
Hvordan har man tænkt sig at gribe det an, og hvilket system vil man implementere – eller har måske allerede implementeret? Sidstnævnte kunne måske være en hjælp for dem, der er i vildrede.
Skriv endelig til os med kommentarer og input på mariette@vinavisen.dk. Svarene vil blive bragt i uge 40.

Seneste nyheder

annonce