Nyheder

Ny vindronning har set dagens lys

Hvert år siden 1931 har tyskerne kronet en vindronning. I år blev det kandidaten fra Mosel, der løb med sejren i den prestigefyldte konkurrence...

annonce

Ny vindronning har set dagens lys

Del artiklen

Det blev kandidaten fra Mosel, Anna Zenz, der for en uge siden blev kåret som Tysklands 77.  vindronning. Men konkurrencen kunne lige så vel være endt med kåringen af en vinkonge.
Arrangøren af den årlige konkurrence, Deutsches Weininstitut (DWI), har nemlig for første gang i konkurrencens historie ladet mænd deltage. 
Hver af Tysklands 13 vinregioner stiller efter en lokal konkurrence med en kandidat til den fornemme post. Og her var der i år to mænd, der repræsenterede hver sin region, og den ene af dem, Levin McKenzie fra Rheinhessen, var med, da de seks bedste kandidater skulle dyste i finalen.
McKenzie måtte dog se sig slået af Zenz, og han opnåede heller ikke at blive vinprins. Det blev de to kvindelige deltagere, der kom ind på anden- og tredjepladsen, som blev kronet som vinprinsesser.
Finalen bestod blandt andet af en blindsmagning af otte vine fra hver sin tyske vinregion og en vinøs tale, hvor talegaverne blev bedømt og tildelt point.
I det kommende år skal Zenz flankeret af sine vinprinsesser markedsføre tysk vin ved mere end 200 arrangementer og smagninger i ind- og udland og for både professionelle vinfolk og forbrugere.

annonce