annonce

Det store franske vinfirma Domaines Barons de Rothschild Lafite ejer ti top-vinhuse i Bordeaux Languedoc og Chablis samt i Sydamerika og Kina. Et af husene er Viña Los Vascos i Chile, som VinAvisen besøgte for en del år tilbage.
Nu er Los Vascos barslet med en ny rødvin, Cañeten, der er en blanding af 54% Syrah, 43% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc.
Cañeten, der har fået sit navn fra bjerget Mount Cañeten, for hvis fødder Los Vascos ligger, er skabt ud fra et langvarigt arbejde med undersøgelser af terroiret på vinhusets ejendom.
Druer fra et koldklima-område
Ved at tage et større antal jordprøver har man kunnet identificere de bedste områder til plantning af de tre forskellige druesorter. Man har også taget højde for mikroklimaforhold og sol-eksponering i de enkelte områder.
Druerne blev plantet i 2013 i en stor vinmark, der er inddelt i otte parceller, og marken ligger i et koldklima-område, La Aguina, kun 40 km fra Stillehavet.
En flaske Cañeten koster det, der svarer til cirka 1270 kr., og det er så vidt, vi ved, den dyreste vin, Los Vascos hidtil har lanceret.
Første årgang af vinen (2022) vil kunne købes i Storbritannien, Belgien, Tyskland, Canada og Hong Kong. Men mon ikke den en dag også kommer til Danmark.
annonce










