annonce
Måske forestiller man sig, at nonner lever et liv i stilhed bag klostrenes mure. Og ja, de lever bag murene, men stilhed er der ikke altid. I hvert fald ikke i benediktinerklostret Abbaye de Jouques i det sydfranske Bouches-du-Rhône, som huser 47 nonner. Her fremstilles der alle mulige produkter – og ikke mindst vin.
Nonnerne har 8 hektar vinmarker og eget vineri, og de klarer selv alt fra traktor-arbejdet i marken til fremstilling af vinen. Gennem de sidste 25 år har de solgt deres vine på vinmesser i lokalområdet og på den noget større vinmesse Salon des Vins d’Abbaye i Paris.
Sælges i dag online
Indtil for fem år siden fremstillede nonnerne udelukkende rødvin, men i dag har de også succes med deres rosévin, som de laver cirka 10.000 flasker af årligt.
Det kneb dog lidt med at få solgt den megen vin via vinmesserne. Så nu kan deres vine samt alle de andre produkter, de fremstiller, også købes online. Det har et særligt kommunikationsbureau, Divine Box (gudkommelig boks), der udelukkende markedsfører produkter fremstillet af franske klostre, sørget for. Vinsalget er i dag klostrets største indtægtskilde.
Ved at klikke her kan man se en lille film (på fransk) om nonnerne og deres vinproduktion.
annonce










