Nyheder

Noget af et impulskøb

En flaske med 27 liter vin er solgt for et rekord stort beløb...

annonce

Noget af et impulskøb

Del artiklen

Det er nok de færreste, der foretager et impulskøb til 765.000 kr. Men det gjorde en kunde, der kom ind i luksus-vinforretningen ARVI i Zürich, da vedkommende betalte det gastronomiske beløb i schweiziske franc for en flaske rødvin. Og dermed blev der slået rekord for den højest betalte flaske italiensk vin nogensinde.
Kunden var tilsyneladende kommet ind i forretningen bare for at kigge lidt og faldt så for den dyre flaske.
Nu var der også tale om en ganske særlig flaske rødvin, en Colore 2016 fra den berømte toskanske vinproducent Bibi Graetz. Og så rummede flasken hele 27 liter vin svarende til 36 normale flasker.
Der er kun lavet den ene udgave af flasken, og motivet på etiketten stammer fra et maleri, som Graetz har malet til formålet. Producenten stammer fra en kunstnerfamilie og har selv en kunstnerisk åre.
Til flasken hørte en fin æske, lavet af træ fra det fad, hvori vinen havde modnet.

Et fornemt handelsnetværk

Den store flaske blev til for at fejre, at Bibi Graetzs vine sidste år blev en del af sortimentet hos La Place de Bordeaux – eller bare La Place.
For at forstå, at det er værd at fejre, må man vide lidt om denne særlige handelsplads for fornemme vine.
Der er tale om et netværk af mere end 300 négocianter (vingrossister) i Bordeaux, der blev etableret for mere end 800 år siden.
Oprindelig blev der kun solgt fine Bordeaux-vine til vinhandlere rundt om i verden, som så solgte vinene videre til forbrugerne. Altså et distribueringsnetværk for kostbare vine, som den dag i dag videresælger hovedparten af årets primeur-vine i Bordeaux, mens de stadig ligger og fadmodner. Det sker hvert forår, men i efteråret gælder det så salget af topvine fra mange andre lande.

Første udenlandske vin

Det var først i 1998, at La Place også begyndte at videresælge vine fremstillet uden for Frankrigs grænser, og den første vin, der blev solgt, var den chilenske vin Almaviva 1996, der blev skabt i et samarbejde mellem franske Rothschild og chilenske Concha y Toro.
I 2004 fulgte en anden berømt rødvin, den amerikanske Opus One, som ligeledes er et samarbejde mellem et top-slot i Bordeaux, Mouton Rothschild, og californiske Mondavi.
I starten var det faktisk svært for négocianterne at videresælge disse udenlandske vine, men i dag er de stort set lige så efterspurgte blandt vinsamlere og forbrugere, som vinene fra Bordeaux.

Seneste nyheder

annonce