Folk og vin

Margarita Noguer Storgaard

Læs om en kvinde, der tog turen fra Barcelona til Den Spanske Ambassade i Danmark, hvor hun blandt andet har arbejdet med PR.

Margarita Noguer Storgaard

Del artiklen

Margarita Noguer Storgaard (f. 1956) er vokset op i Barcelona i en stor familie. Efter sin studentereksamen blev hun gift med en dansk mand og flyttede til Danmark i 1975.
Hun lærte hurtigt dansk og begyndte at læse på Handelshøjskolen i København, hvor hun blev færdig som ED (Erhvervssprogligt diplom) i dansk-spansk og korrespondent i dansk-fransk. Ved siden af studierne havde hun forskellige job, og fik også lige tre sønner.
I 1989 blev Margarita Storgaard ansat på Den Spanske Ambassades Handelsafdeling, hvor hun kunne bruge sine handelsmæssige færdigheder til glæde for såvel spanske eksportører som danske importører. Desuden var hun kontorets IT-ansvarlige.
I flere år har hun nu været ansvarlig for afdelingen for vin og fødevarer, og mange i både Danmark og Spanien har draget nytte af hendes ekspertise og fået hjælp til at skaffe sig kontakter i vin- og fødevarebranchen. Eller de har rejst med hende i forbindelse med fødevaremesser eller lignende arrangementer.
Hvert andet år står Margarita Noguer for messen ”Wines From Spain”, en af de vigtigste aktiviteter som Den Spanske Ambassades Handelsafdelingen har søsat for at promovere spansk vin. Messen, der afholdes på Børsen i København er rettet mod importører, der søger spanske vinproducenter, som stadig ikke er repræsenteret i landet.
De seneste år har hun fået flere opgaver, da hun også står for PR-arbejdet i forbindelse med vin og gastronomi. Og så arrangerer hun ligeledes den årlige danske udtagelseskonkurrence til Copa Jerez (sherry-pokalen) – en prestigefyldt international konkurrence, hvor makkerpar af kokke og sommelierer fra flere forskellige lande dyster om, hvem der er bedst til at sammensætte diverse retter med forskellige typer sherry.
Også i fritiden trives Margarita Storgaard med udfordringer og fart over feltet. Hun kan ofte findes i fitnessklubben eller på havet sammen med andre roere fra Københavns Roklub. Derudover elsker hun at cykle rundt i byen og mødes med vennerne over et glas spansk vin.
Familien har i bedste spanske stil højeste prioritet, herunder sønnerne, Iago (39), Martin (34) og Niclas (32) samt kone og kærester. Familien mødes hyppigt hos hinanden for at spise og hygge – og i centrum er de fire børnebørn (snart 5), Otto på 13 år, Filippa på 10, Hector på 2 og Mateu på 2, som Margarita Noguer har fået ansvaret for at lære sit modersmål, catalansk.
For man kan tage Margarita ud af Spanien, men man kan ikke tage Spanien ud af Margarita. Hun elsker Danmark, men også sit hjemland og rejser tit til Barcelona for at være sammen med sin familie og de mange venner, hun har bevaret gennem årene. For hende er intet bedre om sommeren end Costa Bravas smukke kyst.
Adresse: Spanske Ambassades Handelsafdeling, Vesterbrogade 10 1. sal, 1620 København V, tlf.: 33 86 21 27, e-mail: mnoguer@comercio.mineco.es.

Personligt om personligheden

Navn:

 

Margarita Noguer Storgaard

 
Profission:

PR-medarbejder

Lokation:

Danmark