Malene Smidt Hertz (f. 1966) er Danmarks første kvindelige vinkyper, uddannet 1985-88 på Vingaarden i Odense og med flere studieophold i udlandet – i Mosel, Bordeaux, Bourgogne, Oporto og Jerez de la Frontera.
I 1991 blev hun uddannet til hotelleder på Hotel- & Restaurantskolen i København, og havde sideløbende et job hos DZ Wine i Nærum. Efter endt uddannelse blev hun først indkøbschef, derefter daglig leder og i 1992 administrerende direktør.
I år 2000 tiltrådte hun jobbet som direktør hos Kjær & Sommerfeldt. Efter et velgennemført generationsskifte af det gamle hæderkronede firma, valgte hun i sommeren 2004 i en alder af 38 år at forlade vinfirmaet.
Hun erhvervede sig efterfølgende en Executive MBA og to bestyrelsesuddannelser og har siden 2006 drevet selvstændig virksomhed suppleret med rollen som professionelt bestyrelsesmedlem.
I 2009 stiftede Malene Smidt Hertz virksomheden Rundt om Vin. Den beskæftiger sig med formidling af vinens univers i kraft af foredrag, undervisning og skribentvirksomhed. Siden 2012 har hun desuden været producent af gløgg, der distribueres i Tivoli, Irma og Meny.
Bredden og mangfoldigheden i vinens verden er det, som optager Malene Smidt Hertz mest. Hendes faglige baggrund er bred inden for såvel den europæiske som den oversøiske vinverden. Målet har altid været at invitere vindrikkerne ind i universet, hvilket er udlevet både som tilknyttet ekspert i Go’morgen Danmark, vinanmelder i Ekstra Bladet og siden hen fast skribent i Mad & Bolig – samt ved udgivelsen af bogen “Kvinder og Vin”, som hun har skrevet sammen med læge Erik Skovenborg.
I 2016 færdiggjorde Malene Smidt Hertz sin WSET Level 4 Diploma in Wines & Spirits med Merit. En uddannelse, som kun 9500 personer globalt har gennemført – heriblandt Frederik Kreutzer med hvem hun samme år stiftede virksomheden Vinuddannelse.dk. Virksomheden udbyder faguddannelse til både branche- og lægfolk, bl.a. de anerkendte WSET-uddannelser fra Wine & Spirit Education Trust i London.
Malene Smidt Hertz har gennem sin karriere modtaget flere påskønnelser for sit arbejde. I 1993 modtog hun Vilhelm Christiansens Æreslegat for sin indsats i den danske vinbranche, og i 2003 blev hun tildelt den franske landbrugsorden ”Merite Agricole”. I 2004 blev hun optaget som æresbror i Laugsmagistrene for på en troværdig måde at formidle kendskabet til vinens verden uden at gå på kompromis med kvalitet eller holdninger. I 2015 blev hun udråbt blandt 100 kvindelige normbrydere, der ændrede århundredet i forbindelse med 100 året for kvinders valgret.
Privat er Malene Smidt Hertz gift med Jacob Hertz, og sammen har de døtrene Emilie og Clara.
Adresse: Rundt om Vin, Rygårds Alle 61, 2900 Hellerup, tlf.: 20 61 49 66, e-mail: mail@rundtomvin.dk, www.rundtomvin.dk.
Personligt om personligheden
Navn:
Malene Smidt Hertz
Profission:
Vinformidler
Lokation:
Danmark