Nyheder

Kostbar sød tysker

En sød tysk vin er netop solgt på auktion for et skyhøjt hammerslag. Vinen blev serveret til morgenmaden ved et historisk møde i 1955...

annonce

Kostbar sød tysker

Del artiklen

Bernkasteler Doctor Spätlese er en fornem sød hvidvin fra Tyskland. Spätlese betyder “sen høst” på tysk, og de sent høstede druer giver selvsagt en sød vin. Og det er vinhuset Weingüter Wegeler i Mosel, der fremstiller den.
I nye årgange koster vinen herhjemme omkring 450 kr. flasken. Men det beløb, som en anonym køber for nylig gav for en ældre årgang af vinen på auktion, var betydeligt højere. Hammerslaget lød hos auktionshuset RR i Boston, og det var på hele 25.000 dollars (cirka 159.000 kr.).
Der var tale om en Bernkasteler Doctor Spätlese 1953 – en årgang, der blev skænket i glassene ved en historisk begivenhed, hvilket selvsagt også var med til at sparke budene i vejret.
Begivenheden var et møde vest for Moskva i 1955 mellem den tyske kansler Konrad Adenauer og Sovjetunionens partitop. På mødet lykkedes det Adenauer at forhandle sig frem til løsladelsen af omkring 10.000 tyske krigsfanger.

Serveret til samtlige retter

Man ved, at der blev nydt Bernkasteler Doctor Spätlese 1953 til mødet, da man har fundet frem til den menu, der blev serveret.
På auktionshuset hjemmeside kan man se flere billeder af flasken samt et foto af menuen.
Den søde vin blev serveret til samtlige retter, hvilket vil sige til gåselever, skildpaddesuppe, kogt laks med Hollandaise sauce, dyrekølle, kirsebærbudding og frisk frugt.
Og utroligt nok blev mad og vin serveret til ”Früstück”, som der står øverst på menusedlen, altså til morgenmad, da der var tale om et morgenmøde!
Der er kun få flasker tilbage af årgang 1953, og de ligger godt og trygt i Weingüter Wegelers historiske kældre, hvorfra vinproducenten kan sælge dem stykvis.

annonce