Nyheder

Korkege kan overleve ildebrande

En korkeg kan stå sort og fuldstændig forbrændt - alligevel vil der vise sig små grønne spirer i det følgende forår.

Korkege kan overleve ildebrande

Del artiklen

I forbindelse med en tekst, vi bragte om korkege og bæredygtighed i uge 21, har Otto Berker sendt os et interessant input.Som han nævner, har udbredelsen af korkege i Middelhavslandene været meget større end i dag. Skovbrande har med tiden ryddet store områder, og i stedet for at plante nye korkege har man genplantet med andre træsorter, blandt andet pinjetræer. 
Fælles for disse erstatnings-træer er, at de i tilfælde af ildebrande ikke står til at redde, og man må fjerne de afbrændte rester.
Anderledes forholder det sig med korkegene. Selvfølgelig går der ild i dem, og de kan stå tilbage med kun en træstamme og nogle få nøgne, kraftige grene. Om de overlever, kommer an på, hvornår den sidste afskrælning – eller høst – til korkindustrien er foretaget.

Brændt bark til industribrug

Hvis barken har nået at gendanne sig og er blevet cirka 5-10 cm tyk, overlever træet en skovbrand, der har en temperatur på op til 600 grader. Korkege, hvis barktykkelse er mindre – eller som lige er blevet skrællet for bark – overlever som regel ikke.
– Hvilke træer, der har overlevet, viser sig først til efteråret, når regnperioden har sat ind, og træet igen optager vand fra jorden, skriver Otto Berker.
– Træer, som har kunnet modstå branden, begynder at spire på ny på de afbrændte grene. Sådanne træer lader man stå i to år, til træet er regenereret og har dannet blade til fotosyntesen. Den brændte bark bliver skrællet af og anvendt til industriformål eller som fyringsmateriale i korkfabrikkerne.
– Træer, som ikke spirer og sætter nye grene, bliver fældet efter to år. Men selv ud af træstumpen gendannes der nye skud, og det kraftigste bliver plejet med en ny korkeg som resultat.

Plant korkege og ikke pinjetræer

– Professor Antonio Pes, som var leder af korkforskningsinstituttet ”Stazione Sperimentale del Sughero” på Sardinien – der anses som det førende institut på området – sagde til mig helt tilbage i 1980’erne, at man ikke skulle plante pinjetræer men korkege, da de regenererer sig selv efter en skovbrand.
– Tiden har vist, at manden havde ret, skriver Otto Berker. – Mange bjergsider og skove ville eksistere den dag i dag, hvis man havde plantet korkege i stedet for pinje-, andre nåletræer eller generelt andre træer.
– Vi ville have mange intakte skovområder i Sydeuropa i stedet for de nøgne bjergsider eller jordområder, hvor den kraftige regn om efteråret skyller al jord væk, og områderne eroderer og gør en genplantning næsten umulig.

Seneste artikler