annonce
I Mainz i den tyske vinregion Rheinhessen er myndighederne lydhøre over for indbyggerne. Og nu er man kommet dem, der arbejder i vinens verden – og dem er der selvsagt rigtig mange af – i møde, når det gælder et ganske særligt ønske: At være omgivet af vinstokke efter døden.
Et særligt område i kirkegården i byen Laubenheim er derfor nu omdannet til en lille vinmark med i alt 45 vinstokke. Her er der blevet plads til at nedsænke mere end 100 urner.
Kirkegårds-vinmarken har fået navnet Schorlegräber (Schorlegrave). Schorle er den populære drik, hvor vin er blandet med danskvand eller citronvand.
De første urner er allerede sat i jorden, og myndighederne opfordrer til, at man lader sig skrive op i rigtig god tid til en plads i vinmarken.
annonce










