Nyheder

Kendt sydfransk vinproducent satser på agaveplanter

Når man ikke mere kan dyrke vin på grund af klimaændringerne, kan man jo dyrke agaver. Det er en kendt vinproducent begyndt på, og den spiritus, der en dag kommer ud af det, vil måske blive døbt "Chapoutila"...

annonce

Kendt sydfransk vinproducent satser på agaveplanter

Del artiklen

Det familieejede Maison Chapoutier er en af Sydfrankrigs store vinproducenter med vinmarker i stort set samtlige appellationer i Rhône-dalen – samt i Portugal og Australien.
Lige siden vinhuset blev grundlagt i 1800-tallet, har det hele drejet sig om vin for Chapoutier. Men nu har familien ifølge La Revue du Vin de France valgt at plante 2000 agaveplanter med henblik på spiritusproduktion.
Agaverne breder sig over en nedlagt vinmark tilhørende Domaine Roc Folassière i det sydlige Rhône. Chapoutier købte vinhuset i 2017 af en vinproducent, der ville trække sig tilbage, og hvis børn ikke ønskede at overtage roret.

Jorden kan ikke holde på vandet

Dengang blev Domaine Roc Folassières vinmarker med Grenache og Syrah vinstokke anset for at have et stort potentiale for top-rødvine. Men klimaændringerne med deres stadig mere tørre somre og intense hedebølger har i de senere år gjort det sværere overhovedet at fremstille vin her. Området er goldt, og jorden har rigtig svært ved at holde på vandet. Det har igen medført lave høstmængder og vine med et stadig højere alkoholindhold på op til 15%. I de senere år er vinmarksarealet hos Domaine Roc Folassière skrumpet fra 35 til 21 hektar.
Det er derfor. Chapoutier har søsat dette agave-projekt, der, så vidt vi ved, er det første af sin slags på fransk jord.

En spiritus ved navn “Chapoutila”

Indtil videre er en enkelt hektar tilplantet med agaver hos Domaine Roc Folassière, og målet er at udvide med yderligere en hektar hvert år, indtil man når op på 10 hektar, hvilket også kommer til at omfatte andre af Chapoutiers ejendomme.
Agaver kan klare mosten, når det gælder hede og tørke. Det kan også granatæbler, oliven og pistacietræer. Men som det lyder fra Chapoutier, så bliver man med agaver i samme boldgade som med vin – altså alkoholiske drikke.
Det er sorten Agave americana – en ud af cirka 30 forskellige agave-sorter, der i Mexico anvendes til spiritussen Mezcal – som er plantet hos Chapoutier. Den ligeledes mexicanske Tequila må kun fremstilles på sorten Azul.
Af plantens blade kan man fremstille kosmetik og tekstiler, mens fra dens kerne kan der udvindes saft nok til at destillere to til fem liter ren alkohol.
Det tager 10 år, før en agave er moden til spiritusfremstilling, så Chapoutier har god tid til at tænke over, hvad det nye produkt skal hedde.
Sikkert er det, at der ikke kommer til at stå Mezcal eller Tequila på etiketten – det er nemlig beskyttede betegnelser.
Men det kunne jo fx være “Chapoutila” foreslår vinhuset…
Man kan læse mere om Michel Chapoutier i denne uges Hall of Fame.

annonce