Nyheder

Kapslen har betydning for vinvalget

En ny undersøgelse tyder på, at forbrugerne er mest tilbøjelige til at lægge vinflasker forsynet med kapsler eller folie i indkøbskurven...

annonce

Kapslen har betydning for vinvalget

Del artiklen

Der findes flere forbrugerundersøgelser, når det gælder vinflaskernes etiketter. Altså hvilken betydning skrifttyper, farver og motiver har for valget af den vin, man lægger i indkøbskurven.
Nu tyder en ny undersøgelse på, at også kapslen (den, der dækker proppen og flaskehalsen) har en vis betydning. Det samme har den folie, der dækker proppen på mousserende vine.
Undersøgelsen er udført af SenseCatch og med deltagelse af 30 forsøgspersoner mellem 25 og 50 år, som alle havde bekendtgjort, at det var dem, der tog beslutningerne, når det gjaldt vinindkøb. Undersøgelsen var bestilt af Crealis, der fremstiller forskellige lukninger, blandt andet til vinflasker.
Til undersøgelsen blev der anvendt den nyeste teknologi som fx øjensporing, så man kunne spore, hvilke vine deltagerne kiggede mest på og deres indtryk, når de rørte ved flasker og kapsler. Der blev også brugt bio-tracking, der via sensorer kan indsamle diverse adfærdsdata.

Højere kvalitet med glans

SenseCatch lod deltagerne vælge vine i en til formålet indrettet mindre kopi af en vinafdeling, hvor samtlige vine var af fiktive mærker.
Nogle af flaskerne havde kapsler og folie, andre havde ikke. Og der var både hvidvine, rødvine og mousserende vine.
Ud over udvælgelsen af vine blev deltagerne udsat for en blindsmagning, hvor de kun kunne se, om flasken var forsynet med kapsel, folie eller ingenting.
Til sammen viste forsøgene, at ni ud af ti deltagere foretrak en flaske med kapsel eller folie og forbandt en sådan med en vin af højere kvalitet til en højere pris, end hvis flasken havde været “nøgen”.  
Undersøgelsen viste også, at kapsler med glans var mere attraktive, og her blev vinene generelt opfattet som værende af højere kvalitet end dem med kapsler uden glans.
De højeste point på pluskontoen hos deltagerne fik vine, hvor der derudover var et samspil af en eller anden art mellem flaskens kapsel og etiket.
Man kan læse mere om undersøgelsen og se en lille videofilm ved at klikke her.            

annonce