Justus Georg Scheu (1879-1949) var en tysk drueforsker, hvis forskning i høj grad var med til at bane vejen for en kvalitetsbevidst moderne vinindustri på tysk jord.
Han blev uddannet som gartner i Hannover, men valgte at fortsætte studierne ved det prestigefyldte undervisnings- og forskningscenter i Geisenheim – og nåede også at runde Kaiser-Wilhelm-Institut i Bromberg, før han forlod skolebænken.
Under studierne kastede han især sin kærlighed på druer og vindyrkning, og i 1909 – efter at have arbejdet som vinmarks-konsulent i nogle år – blev han udnævnt til direktør for en helt ny drueplanteskole, Landesanstalt für Rebenzüchtung, i byen Alzey i Rheinhessen.
Han forblev på posten indtil sin død, og under hans ledelse udviklede planteskolen sig til et stort vækstcenter, der forsynede hele Tyskland med nye vinplanter.
Georg Scheus største bidrag til den tyske vinindustri var udviklingen af nye kvalitetsdruer. Den mest berømte af disse druer er Scheurebe, der er opkaldt efter ham, og som han krydsede sig frem til i 1916. Den er en krydsning mellem Riesling og Bukettraube og lægger i dag most til fornemme og meget aromatiske søde og tørre hvidvine. Af andre druer kan nævnes Huxelrebe, Faber og Siegerrebe.
Han forskede dog også i vinmarkssygdomme, og det var ham, der afslørede den i dag så kendte bladrullevirus og afdækkede problemerne med klorose – også kaldet blegsot – som opstår, når planternes nye blade lider af klorofylmangel.
Selv om Georg Scheu brugte det meste af sit liv på at forske, sørgede han også for at formidle sin viden og sine forskningsresultater til de tyske vinproducenter via utallige bøger og artikler.
I 1936 kom hans første bog, ”Mein Winzerbuch”, en håndbog for vinbønder, der i flere årtier gjaldt som standardværket inden for vindyrkning og druekendskab.