Nyheder

Jubii – så er der høstet druer til Eiswein

For de tyske vinhuse, der fremstiller Eiswein, er det lige spændende hvert år, om termometret når ned under de magiske 7 minusgrader...

annonce

Jubii – så er der høstet druer til Eiswein

Del artiklen

“Så er det nu, vi skal afsted!” Sådan har det lydt midt om natten hos flere tyske vinproducenter, da termometret for nylig viste minus 9 grader.
Iført varmt tøj og pandelamper drog de ud i vinmarkerne for at høste frosne druer til årets Eiswein i både Franken, Rheinhessen, Sachsen, Pfalz, Hessische Bergstrasse, Württemberg og Mosel samt flere andre af de 13 tyske vinregioner.
Denne søde vin er en berømt delikatesse både i og uden for Tyskland, og der er faste regler for dens produktion. Temperaturen skal være nået ned på mindst minus 7 grader, og druerne skal have et niveau på mindst 120 Oechsle, før man høster dem. Oechsle er den skala, hvorefter man måler druemostens indhold af sukker.
Hos nogle vinhuse meldes der om et Oechsle-niveau på hele 197, hvilket er supersødt.

Souvignier Gris vinder terræn

I vinpressen adskilles det frosne vand i druerne, så man kun har den søde druemost tilbage – en nærmest honningagtig nektar. Men det, der gør Eiswein så berømt, er kombinationen af sødmen og den fine ranke syre, som druerne – typisk Riesling og Silvaner – giver vinen.
Man er også i de senere år begyndt at anvende Souvignier Gris til Eiswein. Det er en robust grøn drue med et tykt skind og god modstandsdygtighed over for vinmarkssygdomme.
Ifølge Deutsche Weine bliver 2025 et særdeles godt Eiswein-år med druer af top-kvalitet.
Det er dejligt at høre, at der er kommet druer i hus til den søde vin. Det sker nemlig ikke hvert år, og med den globale opvarmning går der stadig længere tid imellem, at det bliver tilstrækkeligt koldt om vinteren.

annonce