Nyheder

Ikke fugle men tyve

Et både trist og chokerende syn mødte en af Juras vinproducenter, da han en morgen kom ud til sin vinmark...

annonce

Ikke fugle men tyve

Del artiklen

Druetyveri er et stigende problem i de franske vinmarker, og for nylig gik det ud over en vinproducent i distriktet Jura i den østlige del af landet.
Paul Bonin, der har sit vinhus i Gevingey, var gået i gang med at høste druerne fra sin vinmark. Han havde kun nået at få 10 kg i hus men ville fortsætte dagen efter. Da han om morgenen ankom til marken, blev han mødt af et chokerende syn. Der var ikke en eneste drue tilbage på vinstokkene.
Først tænkte Bonin, at det måtte være en større flok fugle, der havde spist druerne, men så blev han opmærksom på nogle tabte klaser på jorden, der var skåret af med en beskæringssaks.

Sporingsudstyr på druerne

Tyvene slap afsted med de resterende 800 kg druer, så det bliver et år stort set uden indkomst for Paul Bonin.
Nu har han kontaktet et firma, der kan levere GPS mikro-sporingsudstyr på størrelse med konfetti. Før næste års høst vil han så forsyne nogle af drueklaserne med det nærmest usynlige udstyr.
Hvis han igen bliver offer for et lignende tyveri, skulle det så være en smal sag at kortlægge, hvor druerne forsvinder hen, og hvem der modtager dem.
Det er muligvis den samme bande tyve, der slog til sidste år i Jura, hvor det gik ud over to andre vinhuse, hvis vinstokke ligeledes blev “lettet” for fuldmodne druer.

En lille høstårgang

Efter en vækstsæson med store mængder nedbør, hagluvejr og udbredt meldug kunne Paul Bonin – og de andre producenter i Jura – se frem til en lille høstårgang. En gennemsnitlig høst i distriktet ligger på 80.000 hektoliter – i år forventer man, at der kun vil blive høstet 35.000 hektoliter druer i Jura.
Hvor trist og ubehagelig tanken end er, så kan det jo også være en kollega, der står bag tyveriet i forsøget på at få en lidt større mængde druer…

Seneste nyheder

annonce