I langt de fleste vinmarker i Europa er vinstokkene bundet op, så de danner lange, lave rækker af vinløv. En af de mest udbredte metoder er guyot.
Men der findes også områder, hvor man holder fast i særegne historiske vindyrkningsmetoder. Dog er den slags metoder ifølge SevenFiftyDaily i risiko for langsomt men sikkert at forsvinde. 
Årsagen er blandt andet, at disse gamle dyrkningsmetoder er langt mere tidskrævende end mere moderne metoder. Desuden kræver de en specialist-viden, som der er stadig færre, der er i besiddelse af.
På De Kanariske Øer finder man to af de gamle metoder. Den ene er condón trenzado, der især ses på Tenerife. Her bliver vinstokkene flettet i lange, vandrette snore, der let kan nå en længde på 15 meter.
Den anden metode er hoyos, som har rødder tilbage til 1700-tallet. Metoden anvendes udelukkende på Lanzarote, hvor vinstokkene dyrkes i gryder, der er hugget ud med håndkraft i lava-undergrunden. 

Et hårdt klatrearbejde

Gryderne er typisk 2 meter dybe og op til 5 meter brede. I en sådan gryde er vinstokken beskyttet mod den kraftige blæst, der næsten konstant er på øen. Samtidig indfanger gryden den sparsomme regn til vinstokkene. Og nede i dybet har stokkenes rødder lettere ved at trænge igennem lavalaget og ned til den nærende undergrund.
Alene arbejdet med at anlægge en sådan vinmark er tidskrævende. Dertil kommer det almindelige vinmarksarbejde, der kræver, at man klatrer ned til hver enkelt vinstok, beskærer den eller høster druerne og så klatrer op igen.
Hoyos er stadig den mest almindelige dyrkningsmetode på Lanzarote, men arealet med den gamle teknik skrumper år for år. Nogle vinproducenter lægger om til mere moderne opbindingsmetoder, men rigtig mange holder bare op med at dyrke vin og lader de gamle vinmarker ligge hen.
Mellem år 2000 og 2026 forsvandt således hele 19% af øens vinmarksareal, så der i dag kun er 1889 hektar tilbage.

Vinranker i 20 meters højde

Endnu en af de historiske vindyrknings-metoder er alberata, der engang var udbredt i flere italienske vinområder. 
Alberata betyder “lille træ”, og metoden, der allerede blev anvendt af oldtidens etruskere og romere, går ud på at lade vinstokkenes ranker kravle højt op i et træ. Det kan fx være et ahorntræ eller en poppel. Rankerne bliver flettet ind i træets grene og kan nå op i 15 til 20 meters højde.
Vinmarksarbejderne bruger smalle, skræddersyede stiger og speciallavet værktøj til opbindingen.
Metoden var stadig udbredt i Napoli-området i slutningen af 1900-tallet. I dag er der kun ganske få hektar tilbage. Igen er det en metode, der kræver tid og know-how.
Man forstår godt, at vinproducenterne lægger om til mere moderne og mindre krævende dyrkningsmetoder. Men det ville være trist, hvis hoyos, alberata, condón trenzado og andre historiske vindyrkningstraditioner helt forsvandt. Selv om de er omstændelige, forældede og tidskrævende, er de også store turistattraktioner og dermed en indtægtskilde for vinhusene i de områder, hvor de anvendes.