Nyheder

Ny afgift giver bøvl og højere priser

Frustrerede vinimportører ser sig nødsaget til at sende regningen videre til forbrugerne...

annonce

Ny afgift giver bøvl og højere priser

Del artiklen

Det er garanteret ikke gået nogens næse forbi, at priserne på alt fra syltetøj til pastasauce og æg er steget. Hvis man ikke selv har opdaget det, når man er ude at handle, så har medierne i dagene op til 1. oktober i stor stil gjort opmærksom på det. Det var nemlig på denne dato, den nye emballageafgift trådte i kraft.
Nogle varer er kun steget med få ører, mens andre har fået flere kroner oven i prisen. Det gælder blandt andet en almindelig flaske vin, der ifølge Dansk Erhverv i gennemsnit er blevet 3,17 kr. dyrere. Og befinder vinen sig i en magnumflaske, drejer det sig om 6,02 kr.
Ideen bag den nye emballageafgift – der er indført af EU – er, at virksomhederne overtager det offentliges regning for håndtering af emballageaffald. Målet i sidste ende er at få producenterne til at anvende grønnere emballage.
Det er bestemt ikke med de danske vinimportørers gode vilje, at vinen på hylderne er blevet dyrere. Men de fleste af dem har ikke andet valg end at kaste afgiftsbolden videre til forbrugerne. Nogle virksomheder skal endda af med flere penge i emballageafgift, end de tjener. Vi taler især om de små og mellemstore virksomheder, hvor den nye afgift tynger en branche, der i forvejen har problemer.
Flere af de importører, VinAvisen har talt med, har mærket salget af vin dykke i de senere år. Der drikkes mindre vin – ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa. Dertil kommer det, som mange detailhandlere sikkert kan mærke, nemlig en tilbageholdenhed med at bruge penge hos forbrugerne i en tid med uro i verden.

Flasketyper, metal og farvede etiketter

Som Steen Rasmussen fra The Wine Company fortæller, så skal hans vinimportfirma betale et større tocifret tusindebeløb i emballageafgift:
– Den kan vi ikke selv æde. Det eneste, vi kan gøre, er at øge prisen på vinflaskerne.
Et er, at vinimportørerne skal betale den nye emballageafgift – hvilket måske nok kan virke noget uretfærdigt. Importørerne kan jo ikke vride armen rundt på vinproducenterne og få dem til at bruge grønnere emballage.
Noget andet er al det bøvl og de mange timers arbejde, der følger med at skulle registrere emballagen. Det er nemlig ikke så lige til.
Ikke nok med, at emballagen skal inddeles i pap, papir, metal, glas, plast og træ, der alle har fået tildelt forskellige afgifter. Også for glasflaskernes farve – om de fx er klare, grønne eller brune – gælder der forskellige takster. Flasker til mousserende vin er altid af tykkere glas end til stillevine på grund af trykket fra boblerne. Så de er derfor behæftet med en højere afgift. Og er der plastlaminat på glasset, så skal der også tages højde for det. Det samme gælder etiketterne, hvor tryk og farver kan have betydning for, om de går under ”papir” eller noget helt andet. Og hvad gør man så lige, hvis flaskehalsen og proppen er dækkes af et tykt lag voks…?
Hvis man er en virksomhed med mere end 8 tons emballage årligt, skal man hver måned fremover indsende en opgørelse til myndighederne.

Idé: En gennemsnitspris pr. flaske

Pia Vodder, der ejer importfirmaet WinePoint, har vejet flasker, propper og metalkapsler fra henholdsvis vinflasker og flasker med mousserende vin. Dernæst har hun ganget op med det antal flasker, hun har solgt.
– Jeg har også måttet tage højde for, om vinene er solgt til forbrugere eller til restauranter, siger Pia Vodder. – Også her er der forskel i taksterne, hvilket er fuldstændig åndsvagt!
Hun opfordrer også til, at man i stedet for al det registreringsbøvl fandt frem til en gennemsnitspris pr. flaske og dermed så bort fra, om glasset er tykt eller tyndt, og om der er skruelåg eller korkprop. Det ville unægtelig lette registreringsarbejdet en hel del.
– Det kan godt være, at nogle så ville skulle betale lidt mere i afgift i forhold til den reelle mængde emballage, de har, mens andre kommer til at betale lidt mindre.
– Men tænk så på, hvor mange ekstra arbejdstimer, man sparer, lyder det fra Pia Vodder.
Vi ved, at mange vinimportører forståeligt nok er frustrerede over den nye, bøvlede emballageafgift – også selv om dem, vi har talt med, alle går ind for grønne initiativer. Men de skal jo også helst føre noget godt med sig – hvilket flere tvivler på, når det gælder lige netop dette initiativ.
Ifølge den danske regering vil der blive kompenseret for den merpris, forbrugerne nu skal betale for diverse varer, i form af en reducering af den afgift, man betaler til kommunen for renovation. Dette er dog ikke trådt i kraft endnu…
Vi hører gerne fra vinimportører og andre, der har kommentarer og input til emballageafgiften på mariette@tiedemann.dk.

annonce