Nyheder

Historisk hedvin vinder terræn

Hedvinen Marsala var med om bord under slaget ved Trafalgar...

annonce

Historisk hedvin vinder terræn

Del artiklen

Den aromatiske sicilianske hedvin Marsala oplever ifølge Wein.plus en lille renæssance i disse år.
Marsala er en vin med dybe rødder i historien, og hvis det ikke var for den engelske handelsmand John Woodhouse, var vinen måske stadig en lidt ukendt siciliansk specialitet.
I 1773 nød Woodhouse et glas af en lokal vin i havnen Marsala på Sicilien. Han tænkte, at det lige ville være noget for hans landsmænd hjemme i England, købte et par fade og blandede stærk alkohol i vinen, så den kunne holde på den lange rejse hjem.
Vinen var blevet til en lidt kraftigere hedvin, der blev opkaldt efter havnen, hvor Woodhouse havde opdaget den.

Sømændene fik hver deres ration

John Woodhouse fik ret – Marsala blev en succes hjemme i England, og han fik snart gang i en større import. Flere andre engelske handelsmænd begyndte ligeledes at importere hedvinen.
I 1803 lød startskuddet til Napoleonskrigene, og de store engelske krigsskibe skulle have styrkende alkohol om bord. Og her kom Marsala ind i billedet. Den var ligesom Madeira holdbar og ikke i stand til at oxidere.
Det var den legendariske admiral Horatio Nelson, der stod i spidsen for de store slag til søs, og hos John Woodhouses søn, der nu havde overtaget det succesfulde importfirma, bestilte han 200 fade med Marsala til sin flåde. Det svarer til cirka 110.000 liter.
Om bord på skibene fik søfolkene hver deres egen pænt store ration af Marsala eller rom, så de havde noget at styrke sig på før kampens hede.
Det mest berømte slag under Napoleonskrigene var slaget ved Trafalgar d. 21. oktober 1805. Briterne vandt over franskmændene, men admiral Nelson blev ramt af en kugle og døde lige efter, sejren var i hus.

Vil erstatte portvin med Marsala

Liget af Horatio Nelson blev sænket ned i et fad med brandy – Marsala var sikkert ikke stærkt nok til at konservere liget – så han kunne bringes tilbage til England og blive begravet på behørig vis.
Hvert år d. 21. oktober på Trafalgar Day udbringer traditionstro briter en skål for kongen og dernæst for Nelson. 
Skålen foregår typisk i portvin, da Marsala blev overhalet i popularitet af den portugisiske hedvin. Men nu, hvor den sicilianske hedvin så småt har gjort et comeback, foreslår den britiske 1805 Club, at der skåles i vinen, som var om bord, dengang Nelson sejrede i det store slag. Det lyder da bestemt fair nok!
1805-klubben blev grundlagt i 1990 med det formål at vedligeholde og bevare mindesmærker og grave over dem, der sejlede for Royal Navy i 1800-tallet.

annonce