Folk og vin

Giacomo Tachis

Den berømte italiener, der blev kendt som "supertoskanernes far".

Giacomo Tachis

Del artiklen

Giacomo Tachis (1933-2016) var kendt som “supertoskanernes far”. Han blev født i Piemonte, hvor han også blev uddannet som ønolog i 1954. I 1961 blev han ansat som juniorønolog hos Antinori – det i dag så berømte toskanske vinhus, der har fremstillet vin siden 1385.
Den unge Giacomo Tachis viste sig snart værdig til at avancere til teknisk direktør med ansvar for vinproduktionen – og for at gøre Antinori’s vine kendt uden for Italiens grænser. Ifølge Giacomo Tachis selv var vinhusets produktion dengang af mindre betydning, når det gjaldt såvel kvantitet som kvalitet. Det var vine, der ikke egnede sig til eksport. Men det fik han vendt op og ned på.
For Antinori skabte han i 1971 Tignanello og i 1978 Solaia. Og for en anden toskansk vinproducent, Mario Marchesi Incisa della Rocchetta, som han blev udlånt til, fremstillede han allerede i 1968 Sassicaia. Disse tre supertoskanere gjorde ikke bare de to vinhuse berømte, men fik også omverdenens øjne op for, at italienerne kunne fremstille rødvine af ypperste kvalitet.
De tre vine var fremstillet ved at forene Toscanas berømte drue Sangiovese med blandt andet Cabernet Sauvignon – noget, der var revolutionerende i Italien dengang.
Også på andre områder var Giacomo Tachis en forgangsmand – blandt andet når det gjaldt reducering af høstmængden og eksperimenter med modning i franske barriques. Det er ikke uden grund, man taler om to perioder i historien om Toscanas vinindustri: Før og efter Giacomo Tachis.
I 1993 trak han sig tilbage fra sit arbejde hos Antinori, men fortsatte som konsulent for en række førende vinhuse i Trentino, Marche og Toscana. Han har ligeledes været konsulent for Istituto Regionale della Vite e del Vino på Sicilien, hvor hans forskning har haft stor betydning for siciliansk vinfremstilling.
Først i 2010 trak Giacomo Tachis sig for alvor tilbage for at hellige sig familien – hustruen gennem 46 år, Maria Vadina, og deres datter Ilaria.
Men en formen pris fulgte i kølvandet, nemlig “Man of the Year 2011”, som uddeles af det britiske vinmagasin Decanter.

 

Personligt om personligheden

Navn:

Giacomo Tachis

Profission:

Vinproducent

Lokation:

Italien