Gérard Bertrand (f. 1965) er en af Languedoc-Roussillons største vinproducenter, og den sydfranske region har hele hans liv været hans omdrejningspunkt. Det var også her, han blev født, som barn af ejerne af vinhuset Domaine de Villemajou.
Da Gérard Bertrand var ti år gammel, lod hans far ham arbejde med under druehøsten og lærte ham om vinfremstilling. Alligevel valgte sønnen i første omgang vinens verden fra til fordel for sportens.
I 1984 lød startskuddet til en karriere inden for rugby i Narbonne, og det blev til mange kampe på top-niveau i de kommende ti år.
Men allerede i 1987 måtte han sideløbende tage sig af familiens vinhus, idet hans far døde. Og den passion, faren havde givet ham for terroiret og vinen, vandt i sidste ende over rugbyen.
I 1992 grundlagde Gérard Bertrand det firma, der bærer hans navn, og samme år gjorde han sine første vinhus-indkøb i form af Domaine Cigalus og Château Laville Bertrou.
Siden da er flere vinhuse kommet til – blandt andet Château L’Hospitalet, som er der, hvor han har valgt selv at slå sig ned. De i dag seksten vinhuse, hans firma ejer, ligger alle i Languedoc-Roussillon, hvis terroir han kender til bunds.
En stor del af de cirka 300 hektar vinmarker, som hører til de mange vinhuse, er biodynamisk certificerede og resten af markerne er på vej til at blive det. Ifølge Gérard Bertrand er biodynamikken med til at værne om miljøet og give bedre vine.
Ud over vinhusene ejer han også et négociantfirma, som samarbejder med 40 vinproducenter i Languedoc-Roussillon.
Gérard Bertrand er gift med Ingrid Bertrand, og sammen har de børnene Emma og Mathias.
Adresse: Château L’Hospitalet, Route de Narbonne Plage, 11100 Narbonne, Frankrig, tlf.: (+33) 4 68 45 28 50, www.gerard-bertrand.com.
Personligt om personligheden
Navn:
Gérard Bertrand
Profission:
Vinproducent
Lokation:
Frankrig