Nyheder

Gennemboringen af den gule vin

Et af årets første vinfestivaler er "La Percée du Vin Jaune" i det franske Jura...

annonce

Gennemboringen af den gule vin

Del artiklen

Der afholdes rigtig mange vinøse fester i Frankrig i årets løb, og især når høsten er kommet i hus. Men allerede her i starten af det nye år kunne man opleve vinfesten “La Percée du Vin Jaune” (gennemboringen af den gule vin). Og i år var der endda tale om en 30 års jubilæums-udgave.
Hvert eneste år i februar afholdes festen i det franske distrikt Côtes du Jura, som ligger halvvejs mellem Bourgogne og Genève. Festlighederne flytter fra by til by, og i år blev de afholdt i Lons-le-Saunier med deltagelse af 33.000 bysbørn og gæster udefra.
Men ritualet er altid det samme: Et fad med 228 liter gammel vin jaune bæres i et festligt optog til byens kirke. Her bliver fadet velsignet af præsten, hvorefter det gennembores ved hjælp af mejsel og hammer. Og så bliver der ellers skænket vin i glassene og festes i byens gader.

Fadmodning giver den gule farve

Man har fremstillet denne specielle gule hvidvin i Jura i de sidste cirka 600 år. Vinen presses udelukkende af den ret ukendte drue Savagnin, der høstes sent og gæres langsomt til en sød vin.
Næste forår hældes vinen på små egetræs-fade, hvor den får lov til at ligge i mindst seks år, og i den tid fordamper cirka 35% af den.
Men man fylder ikke efter. På vinens overflade dannes en bakterie-kultur, og dette tynde lag beskytter vinen mod for meget iltning. Kulturen minder lidt om de gærsvampe, der findes i sherryfade.
Efter den lange modning har vinen fået sin karakteristiske gule farve, en aroma af nødder, honning og krydderier samt en kraftig eftersmag. Samtidig er den blevet meget holdbar.
Man kan læse mere om ”La Percée du Vin Jaune” (på fransk) ved at klikke her.

annonce