annonce
Gourmetrestauranten La Tour d’Argent i hjertet af Paris er en af verdens ældste restauranter. Den slog dørene op i 1582, og de første, der gæstede det nye etablissement, var kong Henrik d. 3 og adelen.
Senere blev restauranten et af Europas mest fashionable spisesteder, og berømt er den også i dag for sin Canard à la presse (presset and). Den kan man nyde med udsigt over både Seinen og Notre Dame.
Og så er der La Tour d’Argents vinkælder, der rummer en af verdens mest fantastiske vinsamlinger med i alt 300.000 flasker. Der er vine tilbage til 1800-tallet og cognac fra slutningen af 1700-tallet.
Restauranten har for nylig indført et nyt og tidssvarende klimakontrolsystem i vinkælderen og har ligeledes udført flere andre moderniseringer. Det historiske interiør er dog forblevet intakt.
Og nu åbner La Tour d’Argent for første gang nogensinde dørene til den enorme vinkælder for sine gæster. Og altså kun for gæsterne – man kan ikke gå ind fra gaden og bede om at se kælderen.
Falsk væg og nyligt tyveri
Der vil blive afholdt guideture, hvor sommelierer fortæller om kælderens lange og spændende historie – og om den meget komplekse logistik, der gør det muligt at finde frem til lige den flaske, gæsten har bestilt.
En af de historier, man garanteret får fortalt, er den om den falske væg.
Familien Terrail har ejet restauranten i tre generationer, og da tyskerne havde besat Paris under anden verdenskrig, frygtede den nuværende ejers bedstefar, Claude Terrail, for vinkælderens skæbne. Hitler var kendt for at tage de mest kostbare og sjældne vine fra de parisiske restauranters kældre som privat krigsbytte.
Terrail opførte derfor om natten og sammen med sin højre hånd en falsk væg ind til et stort rum, hvor de to gemte alle de mest kostbare vine. På ydersiden blev væggen beklædt med reoler med flasker. Og her lå de mange vine så uberørt i de følgende fem år, til man igen kunne nedbryde væggen efter krigens ophør.
Tyveri har La Tour d’Argent dog ikke helt undgået. Sidste år under renoveringen forsvandt 80 flasker vin til en værdi svarende til cirka 10 millioner kr. – hvilket vidner om, hvilke kostbare flasker vinkælderen, der breder sig over to etager, rummer. Man har endnu ikke fundet frem til hverken gerningsmænd eller vine.
annonce









