Nyheder

Fransk vinfirma satser stort på alkoholfri vin

Alkoholfri vin buldrer fremad i popularitet i disse år. Et af Frankrigs store vinfirmaer, Castel Frères, opfører nu et gigantisk anlæg udelukkende til produktion af vin uden alkohol...

annonce

Fransk vinfirma satser stort på alkoholfri vin

Del artiklen

For 20 år siden ville man have rystet på hovedet af vin uden alkohol. Men netop alkoholfri – eller af-alkoholiseret – vin bliver stadig mere populær – og stadig flere vinhuse lancerer deres udgave af vin uden procenter.
Ved af-alkoholliseret vin forstås en færdig vin, hvor man til sidst fjerner alkoholen – hvilket kan gøres på flere forskellige måder. 
En af dem, der har tænkt sig for alvor at følge den alkoholfrie vintrend, er Castel Frères, som ejer 23 vinhuse alene i Frankrig og årligt fremstiller mere end 350 millioner flasker vin, som sælges i 140 forskellige lande.
Det store franske vinfirma har nemlig netop meddelt, at det vil investere 10 millioner euro (cirka 75 mio. kr.) i et ny af-alkoholiseringsanlæg i La Chapelle-Heulin i Loire.

Vinen beholder al sin aroma

Ifølge Castel Frères vil den vin, der skal fremstilles der, bevare 100% af sine naturlige aromaer, og det er således kun alkoholen, der fjernes fra vinen.
Det har længe været et problem – uanset, hvilken metode der anvendes til at fjerne alkoholen – at bevare vinens fulde aroma.
I det nye anlæg vil man benytte sig af vakuum-metoden, hvor alkoholen fordamper ved 30 til 40 grader i en kort periode på kun cirka 30 sekunder. De aromaer, der samtidig forsvinder fra vinen, føres tilbage til den, før den afkøles til 5 grader, pasteuriseres og tappes på flasker.
Det nye af-alkoholiseringsanlæg vil kunne fremstille flere millioner flasker alkoholfri vin årligt til såvel det franske marked som til eksport. 

annonce