annonce
Nogle af verdens mest berømte og kostbare vine er dem, der kommer fra Bourgogne-huset Domaine de la Romanée-Conti. Det er meget begrænset, hvor mange flasker, der fremstilles årligt, og man kan ikke bare bestille nogle stykker. Vinene bliver tildelt fra vinhuset via allokationer.
L’Auberge Provencale i den amerikanske stat Virginia er en af de restauranter, der på et tidspunkt har fået tildelt nogle flasker. Nu er seks af flaskerne stjålet, og selv om det ikke lyder af meget, så har de en samlet værdi på 42.000 dollars (cirka 268.000 kr.).
Det drejer sig om årgang 2020 af mærkerne Romanée-Conti, Richebourg, Romanée St. – Vivant og Vosne-Romanée samt Echézeaux 2019 og Grand Echézeaux 2021.
Alene Romanée-Conti 2020 har en værdi på mere end 18.000 dollars (cirka 115.000 kr.).
Tyvene var en kvinde og en mand, der foregav at være assistenter for en canadisk rigmand, som skulle afholde en celeber middag for 25 personer. Og nu var de to så blevet sat på opgaven med at finde det helt perfekte sted.
Hørte det klirre
Kvinden førte ordet og fortalte ejeren af restauranten, Christian Borel, at rigmanden gik meget op i vin og dermed også i, om vinen, der skulle serveres til middagen, blev opbevaret korrekt. Det var derfor vigtigt for assistenterne at tage restaurantens vinkælder nøjere i øjesyn.
Nede i vinkælderen stillede kvinden Borel kaskader af spørgsmål – alt imens manden stjal flaskerne fra Domaine Romanée-Conti.
Borel hørte godt, at det klirrede en gang eller to i baggrunden, og da parret havde forladt restauranten, ilede han tilbage til kælderen og hen til hylden med de kostbare vine. De var væk og erstattet af billige vinflasker i håb om, at der gik en god rum tid, før tyveriet blev opdaget.
Op til 50 års fængsel
Christian Borel fór igennem restauranten, mens han råbte “de stjæler vores Romanée-Conti!”. Også personalet og en enkelt gæst indledte jagten på tyvene, der netop var ved at stige ind i en bil. Manden, der sad bag rattet, trykkede speederen i bund, da det gik op for ham, at de var afsløret – hvilket gjorde, at kvinden, der endnu ikke havde fået lukket døren, faldt ud af bilen. Hun blev arresteret, mens han slap væk med de seks flasker.
Kvinden viste sig at være en 56-årig brite, Natali Ray. Og hun risikerer ifølge Wine Spectator at få op til 50 års fængsel for sin deltagelse i tyveriet. Den slags straffes åbenbart meget hårdt i USA.
De kostbare flasker er nummererede, og Borel har advaret diverse auktionshuse om, at tyven måske vil forsøge at sælge vinene på auktion.
Men det er jo desværre nok mere sandsynligt, at han vil afhænde dem på det sorte marked…
annonce










