annonce
At være vinproducent i Sydfrankrig er ikke nemt i disse år, og det skyldes ikke mindst klimaændringerne. Tørkeperioder og vandmangel er et stigende problem, og forårsfrosten gør ofte et alvorligt indhug i høstmængden af druer.
Stadig flere producenter tør ikke gå en fremtid i møde med vin som eneste indtægtskilde, hvorfor de nedlægger en del af deres vinmarker og planter andre afgrøder.
Ifølge Le Figaro er en af de erstatningsafgrøder, der vinder stadig mere terræn, pistacienødder, og de træer, hvorfra nødderne høstes, er meget hårdføre over for såvel tørke som forskellige plantesygdomme. Og afsætningen skulle der ikke være nogen problemer med. Alene de mange franske nougatproducenter, konditorier og chokolatiers bruger hvert år rigtig mange pistacienødder.
Planteskole med nøddetræer
Eneste lille problem er, at det tager seks år fra den dag, man planter et pistacienøddetræ, til det giver de eftertragtede nødder. Så plantning her og nu er udelukkende en udgift i en del år.
En af de sydfranske vinproducenter, der har nedlagt en del af sine vinstokke for at plante pistacienøddetræer, er Hugues Chaboud. I fire ud af de seneste seks år har han mistet en stor del af sin kommende druehøst til forårsfrost. Og han har ikke nøjedes med at plante egne træer – han avler også pistacienøddetræer, som han sælger til andre vinproducenter, der er nødt til at supplere deres indtægt.
Også kaktusser og Aloe Vera
Ifølge organisationen for pistacieavlere, France Pistache breder træerne sig i øjeblikket over cirka 450 hektar i Sydfrankrig, og halvdelen af dem er plantet af vinproducenter.
Som vi nævnte i uge 34 2021, er en lille gruppe sydfranske vinproducenter – ud over vin – også gået i gang med at dyrke kaktusser, som jo stort set ikke har brug for vand for at trives. Af frugterne fremstiller de selv safter, marmelader, cremer osv. På længere sigt er målet at grundlægge et kooperativ, hvor frugterne kan blive forvandlet til kommercielle produkter.
Aloe Vera planter, der heller ikke er vandkrævende, er ligeledes blevet en supplerende indtægtskilde for enkelte vinproducenter.
annonce